Det er en af de mest omdiskuterede – og ikke mindst veldokumenterede – mordsager nogensinde i USA.

Nu kan der efter 30 år alligevel være eksplosivt nyt.

»Man skulle ikke tro, at der på nogen måde kunne være noget nyt for offentligheden, men det er der nu,« som retsanalytikeren Rikki Klieman konstaterer over for CBS News.

Og hun burde vide, hvad hun taler om, for tilbage i 1995 var hun med til at dække den spektakulære sag: 

Da O.J. Simpson var tiltalt for have dræbt sin ekshustru, Nicole Brown Simpson, og hendes nye kæreste, Ronald Goldman.

Trods mange konkrete beviser, der knyttede sportsstjernen til mordene, endte han med at blive frikendt, men nu kan The New York Times altså afsløre nye detaljer, der igen peger mod, at han kunne være skyldig.

Her ses den hvide Ford Bronco, som O.J. Simpson foretog en opsigtsvækkende flugt i på direkte tv inden sin anholdelse. Reed Saxon/AFP/Ritzau Scanpix

For der var angiveligt en medskyldig, lyder det her. En person der bortskaffede mordvåbnet for O. J Simpson – kniven brugt ved de to mord. Den er aldrig blevet fundet.

Det skulle fremgå af retsdokumenter, der først nu er blevet offentligt tilgængelige.

Navnet på den medskyldige er Joseph Ippolito.

Samtidig har The New York Times interviewet broren Sam Ippolito, der ligeledes har bekræftet, at Joseph Ippolito »100 procent« sikkert var på gerningsstedet.

Nicole Brown Simpson og Ronald Goldman blev myrdet 12. juni 1994. Foto: Ritzau Scanpix

Sam Ippolito erindrer videre, hvordan Joseph Ippolito på mordaftenen kom hjem med blod på hænderne bærende på en tung pose, altså angiveligt med mordvåbnet.

Forklaringen fra ham dengang lød, at Joseph Ippolito havde »hjulpet en ven«, altså O.J. Simpson. Sam Ippolito smed siden posen væk.

Og så bliver det en smule speget.

For de angiveligt hovedinvolverede er begge døde: O.J. Simpson i 2024 og Joseph Ippolito i 2006, så de kan ikke selv bekræfte noget af alt det, der nu er kommet frem.

Og The New York Times skriver videre, at Sam Ippolito pludselig har krævet penge for at fortælle historien fra mordaftenen i sommeren 1994.

Da mediet pure nægtede, lød det så fra ham, at han ville trække sine udtalelser tilbage, fordi han alligevel ikke mente at kunne huske, hvad der var sket.

I en udtalelse fra politiet i Los Angeles lyder det, at sagen stadig er åben og fortsat efterforskes, fordi ingen er blevet dømt skyldig.

O.J. Simpson blev i 1997 dømt til at betale en stor erstatning til de efterladte i et civil søgsmål – han skrev senere den spekulative bog 'If I Did It', hvori han antydede, at han kunne have fået hjælp til mordene på Nicole Brown Simpson og Ronald Goldman.