Da 11 personer i weekenden blev stukket ned i et tog på vej til London, blev der igen sat gang i debatten om indvandring i Storbritannien.

Samtidig er der de seneste år kommet en enorm opbakning til det indvandrerkritiske parti Reform UK, lyder det fra en ekspert.

»De er først og fremmest fordi, at de er gode til at udnytte indvandringsspørgsmålet,« lyder det fra Ole Helmersen, der er lektor emeritus hos CBS og ekspert i britiske forhold.

»Mange briter føler sig presset af indvandring, for det rammer boligmarkedet, og de ser skattekroner blive brugt på husningen af asylansøgere,« tilføjer han.

Strømningen til partiet Reform UK og dets formand, Nigel Farage, er særligt det seneste år blevet tydeligt.

Ifølge Politico, der har samlet målinger fra flere kilder, er partiet gået fra omkring 11 procent i meningsmålingerne i sommeren 2024 til et år efter at stå til 30 procent af stemmerne.

Modsat Nigel Farages parti Reform UK har partierne Labour og Konservative set en markant tilbagegang i meningsmålingerne de seneste år.
Modsat Nigel Farages parti Reform UK har partierne Labour og Konservative set en markant tilbagegang i meningsmålingerne de seneste år. Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix

På det høje niveau har Reform UK ligget siden sommeren 2025.

Og det gør de af særligt én årsag, lyder det fra Ole Helmersen:

»Mange vælgere er utilfredse med deres politikere. Rigtige mange er gået kold på partierne Konservative og Labour, som har siddet på magten i mange år. Vælgerne mener ikke, de læser deres problemer rigtigt,« forklarer eksperten.

»Derfor tror jeg, at der er større vilje til at satse på noget ukendt som Reform, der ikke er kendt som et regeringsparti,« vurderer han.

Dertil er det også værd at bemærke, at flere højreorienterede og indvandrerkritiske stemmer er blevet fremtrædende.

Under flaget Union Jack gik mere end 100.000 demonstranter med til Tommy Robinsons demonstration i september.
Under flaget Union Jack gik mere end 100.000 demonstranter med til Tommy Robinsons demonstration i september. Foto: Carlos Jasso/AFP/Ritzau Scanpix

Blandt andet aktivist og journalist Tommy Robinson, der har vundet bredere genklang i den britiske befolkning.

I september gik han sammen med mere end 100.000 demonstranter gennem Londons gader for at vise utilfredsheden over blandt andet indvandringen.

Den store demonstration var en kulmination på flere mindre protester mod asylhoteller, hvor illegale indvandre kommer til Storbritannien og bliver indlogeret på de britiske skatteborgeres regning.

Lørdag skete så angrebet i toget til London, hvor en britiskfødt mand med caribisk baggrund gik amok med en kniv inde i toget.

Det var lørdag aften, da den 32-årige formodede gerningsmand, Anthony Williams, sårede 11 personer i et tog.
Det var lørdag aften, da den 32-årige formodede gerningsmand, Anthony Williams, sårede 11 personer i et tog. Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix

Sådanne hændelser kan ligesom de tidligere blive en politisk kampplads:

»De får den betydning, at der vil være en skærpet forventning til, at politikerne gør noget,« siger Ole Helmersen og peger på, at Reform UK-formanden kan drage fordel af situationen:

»Der står Nigel Farage med et simpelt bud, hvor han siger, at han vil deportere indvandrere, som ikke er blevet statsborgere.«

Når så stor en andel af den britiske befolkning ser ud til at ville sætte sit kryds på Reform UK, mener eksperten også, at det er et udtryk for afmagt over for politikerne.

Som det er nu, hersker der nemlig en vis risikovillighed for at prøve noget nyt:

»Utilfredshed og vrede over deres system og politikere er begyndt at slå igennem, og derfor siger vælgerne, når de bliver spurgt, noget andet end de etablerede partier,« siger Ole Helmersen.

»Der kan ske meget indtil et valg, men det er indiskutabelt, at de har fat i en vælgergruppe, som de ikke havde tidligere,« tilføjer han.