Vild sag i Rusland: 32-årig kvinde anholdt efter snedigt drab
I Ukraine kaldte man ham landsforræder. Nu er han blevet dræbt i et listigt planlagt angreb, som en ung kvinde er blevet anholdt for.

I Ukraine kaldte man ham landsforræder. Nu er han blevet dræbt i et listigt planlagt angreb, som en ung kvinde er blevet anholdt for.

Han var kendt som landsforræderen i Ukraine, der nærmest gav landets eneste ubåd væk til russerne.
Nu er det blevet bekræftet, at han blev dræbt under et snedigt planlagt angreb.
Den formodede drabsperson er en ung russisk kvinde, der blev anholdt, mens hun efter sigende stadig havde fjernudløseren til bomben på sig.
Det skriver flere ukrainske medier, herunder mediet Direkte på X.
Den ukrainske landsforræder hedder Robert Sjagejev.
Hans militære fortid rummer en skærende kontrast mellem sit tidligere troskab og senere forræderi, idet Sjagejev har været en del af både den ukrainske og russiske flåde.
Den 13. august blev han dræbt, og kort tid efter blev den formodede gerningskvinde anholdt for drabet, som bestemt ikke virker tilfældigt.
Der er forskellige meldinger om, hvor drabet helt nøjagtigt skulle have fundet sted.
Berlingske skriver, at flere øjenvidner skulle have set Sjagejev gå ned ad en udendørs trappe i byen Sevastopol, på den besatte Krim-halvø. Pludselig var en skjult bombe, placeret ved trappen, sprunget i luften.
Andre medier skriver, at bomben var placeret i en skraldespand nær en bænk, og at den var blevet detoneret idet Sjagejev gik forbi.
Det er dog sikkert, at han blev dræbt af, at bomben eksploderede.
Ikke længe efter drabet, anholdt russisk politi en 32-årig kvinde, som skulle være Margarita Reut.
Kvinden havde efter sigende stadig haft fjernudløseren til bomben på sig, da hun blev anholdt, og hun erkendte også at stå bag drabet.
Under de tidlige afhøringer, afslog Reut dog at stå bag drabet alene.
Derimod skulle hun have sagt, at hun var blevet hyret af den ukrainske efterretningstjeneste og fået betaling i kryptovaluta.
Det er ikke første gang, at Reut bliver anholdt i forbindelse med krigen.
Hun er tidligere blevet arresteret for at råbe: »Det er, hvad I fortjener russere« efter et ukrainsk droneangreb på en togstation.
Meget tyder altså på, at Reut bestemt ikke er positivt stemt over for sit hjemlands igangværende krig i nabolandet.
Ifølge MilitaryNewsUA bor den 32-årige kvinde i byen Sotji, som ligger i det sydvestlige Rusland, og arbejder til daglig som escortpige.
Mediet skriver, at hun efter sin anholdelse skulle have udtalt, at hun: »ikke fortryder sine handlinger.«
Der spekuleres i, om motivet for drabet har rod i Sjagejevs tidligere forræderi, men intet er endnu bekræftet.
Rygterne om, at den nu dræbte flådeofficer, var Robert Sjagejev, begyndte på de sociale medier Telegram og X.
Her havde brugere opsnappet, at Sjagejevs personnummer var dukker op på listen over ugyldige numre for fysiske personer, og de fik ret.
Robert Sjagejev voksede op på Krim-halvøen og var tidligere kommandør på den ukrainske ubåd Zaporizjzja.
Det var netop militærmandens handlinger i forbindelse med ubåden, der senere – i 2022 – gav ham titlen som landsforræder i Ukraine.
Under Ruslands annektering af Krim-halvøen i marts 2014, overgav Sjagejev ubåden sammen med halvdelen af dens besætning til Rusland uden kamp.
Han skulle derimod have beordret flådebesætningen til at overgive sig.
Sjagejev forlod også selv ubåden og tog siden en efteruddannelse på flådeakademiet i Sankt Petersborg i Rusland, og blev næstkommanderende for Ruslands fjerde selvstændige ubådsbrigade.
Fra det ukrainske militærs side er holdningen, at han har haft kommandoen under flere missilangreb mod sit gamle hjemland, og dermed deltaget aktivt i angreb på Ukraine.