Du kender måske bogen eller filmen om Athos, Porthos og Aramis – bedre kendt som 'De Tre Musketerer'.

Her bliver den fattige adelsmand d'Artagnan gjort til helten og får derfor en hovedrolle, trods han i første omgang ikke selv er en af musketererne.

I bogen og den senere filmatisering er d'Artagnan dog en fiktiv person.

Den virkelige d'Artagnan, Charles de Batz-Castelmore d'Artagnan, var musketer for kong Ludvig 14. af Frankrig og døde under belejringen af Maastricht i 1673.

Nu, 353 år senere, kan hans skelet meget vel være fundet under et sammenstyrket kirkegulv i netop Maastricht i Holland.

Det skriver The Guardian.

Siden hans død har det været et mysterium, hvor d'Artagnan blev begravet, og derfor har den pensionerede arkæolog Wim Dijkman brugt hele 28 år på at lede efter musketerens sidste hvilested.

Men i forbindelse med renovationen af Sankt Peter og Pauls Kirke i Maastricht fandt man et skelet under det nedsænkede gulv.

Og meget tyder altså på, at der er tale om den franske soldat.

Det siger diakon Jos Valke til den lokale tv-station L1 Nieuws.

I Frankrig står en statue af d' Artagnan.
I Frankrig står en statue af d' Artagnan. Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix

»Han lå begravet under alteret på hellig jord. I graven lå der en fransk mønt fra den tid, og den kugle, der dræbte ham, lå i brysthøjde, præcis som beskrevet i historiebøgerne.«

»Der er meget stærke tegn på det,« understreger Jos Valke.

Skelettet er blevet fjernet fra kirken og befinder sig nu på et arkæologisk institut, hvor en dna-prøve skal afgøre, hvorvidt skelettet er d'Artagnan.

D'Artagnan blev for alvor kendt efter sin død, da Alexandre Dumas udgav romanen 'De Tre Musketerer' i 1844.

Dumas havde hentet inspiration fra bogen Mémoires de M. d'Artagnan, som blev skrevet af den franske soldat og forfatter Gatien de Courtilz de Sandras i 1700.

Dumas' bog er blevet filmatiseret adskillige gange, hvor d'Artagnan er blevet spillet af skuespillere som Douglas Fairbanks, Michael York, Chris O'Donnell, Logan Lerman og François Civil.