Det er en sag, som har rystet USA.

I slutningen af sidste uge kunne et amerikansk medie beskrive, hvordan en person var anholdt – blandt andet for at planlægge et muligt attentat på Donald Trumps datter.

Den anholdte er en 32-årig irakisk statsborger ved navn Mohammad Baqer Saad Dawood Al-Saadi.

Han blev tidligere i maj taget til fange i Tyrkiet og siden udleveret til New York, hvorfra det lokale FBI kunne beskrive tilfangetagelsen.

I en pressemeddelelsen fra 15. maj, som B.T. har gennemgået, beskrives det, hvordan Al-Saadi er en kommandør i Kata'ib Hizbollah, en terrororganisation med forbindelse til Iran og den iranske revolutionsgarde, som han ofte handlede på vegne af.

Og det beskrives videre, at han sigtes for en række terrorrelaterede angreb – ikke mindst i Europa, hvor han mistænkes for at stå bag planlægningen af hele 18 angreb, i flere tilfælde mod amerikanske mål, samt planlægning af angreb mod en række jødiske mål i USA.

Et billede af Mohammad Baqer Saad Dawood Al-Saadi fra hans egne sociale medier.
Et billede af Mohammad Baqer Saad Dawood Al-Saadi fra hans egne sociale medier. X

Tyngden af anholdelsen af Al-Saadi bliver understreget af, at blandt andre den fungerende justitsminister i USA, Todd Blanche, og FBI-direktør Kash Patel er afsendere på nyheden.

Men hvad man ikke kan læse i den ellers spektakulære pressemeddelelse, er det, som det store amerikanske medie New York Post kunne beskrive en række dage senere.

Mohammad Baqer Saad Dawood Al-Saadi er angiveligt ikke kun mistænkt for at stå bag planlægning af terror. Ifølge mediet havde han også planer, som involverede selve den amerikanske præsident, Donald Trumps, nærmeste familie.

Mediet kan nemlig beskrive, hvordan Al-Saadi ifølge deres kilder havde planlagt at dræbe Ivanka Trump, den ældste datter af Donald Trump.

Donald Trumps datter Ivanka Trump var angiveligt mål for et iransk attentatforsøg fra iransk side.
Donald Trumps datter Ivanka Trump var angiveligt mål for et iransk attentatforsøg fra iransk side. Adam Gray/AFP/Ritzau Scanpix

Planerne var ifølge mediet så fremskredne, at Al-Saadi angiveligt lå inde med plantegningerne til Trump-datterens hjem i Florida.

Årsagen til det mulige attentat på Ivanka Trump skal findes i et andet drab for seks år siden.

Det fandt sted i Irak for seks år siden, hvor den iranske topgeneral Qasem Soleimani blev slået ihjel på Donald Trumps ordrer – sidst han var præsident i USA.

Netop Soleimani var en afgørende skikkelse i toppen af det iranske militære hierarki, da han som leder af de berygtede Quds-styrker var en mand, som stort set alle i Iran havde en kendskab til.

Det mulige attentatforsøg på Ivanka Trump skal angiveligt være en hævn for, at Donald Trump for seks år siden slog den iranske topgeneral Qasem Soleimani ihjel.
Det mulige attentatforsøg på Ivanka Trump skal angiveligt være en hævn for, at Donald Trump for seks år siden slog den iranske topgeneral Qasem Soleimani ihjel. Michael Reynolds/EPA/Ritzau Scanpix

Soleimanis død forårsagede national sorg i Iran og har siden været den direkte årsag til mindst et muligt plot for at dræbe Donald Trump.

Og her kommer Mohammad Baqer Saad Dawood Al-Saadi ind i billedet, fortæller en kilde til New York Post.

»Efter Qasem blev dræbt gik Al-Saadi rundt og fortalte folk, 'vi bliver nødt til at brænde Trump-huset ned som han brændte vores ned',« fortæller en tidligere ansat på den irakiske ambassade ved navn Entifadh Qanbar til mediet.

Det er selvsamme kilde, der fortæller til mediet, at Al-Saadi gik med planer om at gå efter Ivanka Trump. Noget, der også bakkes op af andre kilder.

I pressemeddelelsen fra FBI lægges der ikke fingre imellem, når det beskrives, hvor vigtig anholdelsen af Al-Saadi er.

»Som vi har sagt i en årrække, så har Al-Saadi arbejdet på at fremme Kata'ib Hizbollah og den iranske revolutionsgardes terrormål.«