David Staveley svindlede med coronahjælpemidler for 540.000 dollar – svarende til 3,5 millioner danske kroner – og han havde en vild plan for at undgå at blive straffet for det.

I maj 2020 blev den 53-årige amerikaner fra Massachusetts sat i husarrest, da han havde indrømmet forsøg på bedrageri.

David Staveley havde i samarbejde med en anden mand forsøgt at få midler fra støtteordningen 'Cares Act'. Det gjorde de ved at lyve over for en bank i Rhode Island ved at sige, at de to mænd ejede en restaurant, der havde store månedlige udgifter, som de gerne ville have hjælp til at dække, skriver New York Times.

Men David Staveley ville ikke modtage sin straf og valgte at fjerne sin elektroniske fodlænke for at iscenesatte sin egen død.

Det gjorde han ved at efterlade flere små selvmordsbreve. Det ene af dem var blandt andet til sin 81-årige mor, som han efterlod til hende, inden han kørte væk fra huset.

Herefter var han på flugt i flere stater, hvor han brugte falske identiteter og stjålne nummerplader.

Politiet begyndte under deres efterforskning at mistænke ægtheden ved selvmordsbrevene, og de iværksatte herefter en massiv eftersøgning for at finde David Staveley.

I juli 2020 blev han fundet i byen Alpharetta i delstaten Georgia – mere end 1.600 kilometer fra husarresten i Massachusetts.

Nu er David Staveley blevet dømt i sagen, og han fik 56 måneders fængsel. Både for at have begået svindel og for ikke at være mødt op i retten.

Dommeren udtalte i retten, at manden var skyldig i at have forsøgt at 'blive rig på kort tid'. Med tårer i øjnene modtog han sin dom i retten i Providence i Rhode Island.

»Det er min skyld. Jeg tager det fulde ansvar,« sagde David Staveley efter domsafsigelsen.

Ifølge de amerikanske myndigheder er det ikke første gang, at han bliver fanget i at begå kriminalitet.

David Staveley har en lang straffeattest og er herunder tidligere blevet dømt for bedrageri. Og nu kan han altså se frem til 56 måneder bag tremmer.