En kvinde er blevet sigtet for at have slået 12 af sine tidligere venner ihjel.
Det skriver BBC.
Politiet i Bangkok har anholdt og sigtet kvinden, der hedder Sararat Rangsiwuthaporn.
Drabene skulle angivelig være begået med giften cyanid.
Kvinden var for nylig på en rejse med en veninde, som døde på turen. Venindens familie henvendte sig til politiet, og det har nu sat en lavine i gang.
For nu kobler politiet dødsfaldet sammen med en lang række andre.
Spor af cyanid blev fundet i venindens krop ved en obduktion.
Hendes telefon, penge og taske var forsvundet.
Myndighederne mener, at de andre ofre er blevet slået ihjel på lignende vis.
Blandt de dræbte skulle også være en ekskæreste.
Sararat Rangsiwuthaporn skulle have indledt serien af drab i 2020.
Motivet skulle angivelig være at få adgang til penge.
Flere af de pårørende har da også berettet om manglende kontanter og smykker hos deres afdøde.
Blandt de døde er to kvindelige politibetjente, som også var en del af den nu sigtede kvindes vennekreds.
Nogle lig er allerede blevet kremeret, så det er svært at få indsamlet bevismateriale i sagen.
Cyanid kan påvises i lig i op til flere måneder efter døden, hvis ellers mængden er stor nok.
Giften går ind og udsulter kroppens celler for ilt. Det kan fremkalde hjerteanfald.
Kvinden har nægtet alle anklager, men de lokale myndigheder har afvist at løslade hende mod kaution.