Amerikanerne vædder om mange ting. Lige fra basketballkampe til dagens højeste temperatur i New York - og ja, også hvornår Trump overtager Grønland.
Det kan man se, når man kigger på de to digitale betting-platforme, Polymarket og Kalshi, hvor det amerikanske folk netop bliver spurgt ind til præsidentens intentioner med Grønland - og vædder om resultatet.
På Polymarket lyder spørgsmålet 'Vil Trump overtage Grønland før 2027?'
Her lyder svaret tirsdag, at der kun er 20 procent chance for, at en amerikansk overtagelse af Grønland sker inden næste år.
Dog viser kurven samtidig, at procenten om, hvorvidt amerikanerne tror, at Donald Trump vil overtage Grønland inden 2027, har været stigende gennem hele januar.
Næsten siden den 23. december 2025, hvor Donald Trump offentligt sagde, at USA har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed.

Når man så vender blikket mod den anden platform, Kalshi, slår de sig løs med to forskellige spørgsmål om emnet - og dermed to forskellige væddemål.
Det første, 'Vil USA tage kontrol over nogen del af Grønland?', kommer med et noget andet resultat end væddemålet på Polymarket.
Her spår amerikanerne nemlig, at der næsten er 50 procent chance for, at USA vil tage kontrol over nogen del af Grønland.
I det andet, og nært beslægtede spørgsmål, på Kalshi lyder det 'Vil Trump købe mindst en del af Grønland?'


Og her er mulighederne flere.
Tirsdag er der ikke mange amerikanere, der tør at sætte deres penge på, at Trump kommer til at købe mindst en del af Grønland før maj i år - faktisk kun 11 procent.
Når man strækker datoen lidt længere, nemlig frem til før 2027, ligger procenten på 26. Næsten det samme tal som væddemålet på Polymarket.
Tallet tager så et hop opad, når datoen får endnu mere elastik og sættes frem til før 20. januar 2029. Her lyder vurderingen fra amerikanerne, at chancen for, at Trump køber mindst en del af Grønland, ligger på 43,9 procent.
