Et forslag om at kræve kemisk kastration af pædofile har nu sikret flertal i det svenske parlament.

Forslaget går ud på at undersøge, om dømte pædofile kan pålægges kemisk kastration som betingelse for at blive løsladt.

Det skriver flere svenske medier, herunder TV4.

Initiativet blev oprindeligt fremsat af Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna. Nu bakker også Socialdemokraterna op.

»Det er rimeligt, at man kan kræve at gennemgå en sådan behandling for at blive løsladt fra fængslet,« siger Teresa Carvalho fra Socialdemokraterna til TV4. 

Ifølge TV4 tog debatten om kemisk kastration fart i kølvandet på et SVT-program om svenskere, som deltager i og leder pædofile netværk. 

Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, har udtalt, at regeringen vil undersøge mulighederne for at gennemføre forslaget efter valget.

TV4 skriver, at flertallet sandsynligvis vil holde efter det svenske folketingsvalg i september, da de store partier nu står samlet om forslaget.