Da den ukrainske journalist Viktoriya Roshchyna tog afsted på sin fjerde reportagetur til de russisk kontrollerede dele af Ukraine i sommeren 2023, var hun den sidste ukrainske journalist, der turde krydse frontlinjen. 

Den fjerde tur blev på frygtelig vis også hendes sidste, skriver norske TV 2

27-årige Roshchina blev taget til fange på et uvist tidspunkt af sin tur nær atomkraftværket Zaporizjzja.

Siden da har The Guardian, hendes tidligere arbejdsplads, Ukrajinska Pravda, og det internationale journalistnetværk Forbidden Stones forsøgt at kortlægge, hvad der skete med hende, efter hun blev taget til fange.  

Men ingen har set hende siden, hun forsvandt. Lige indtil en ligpose blev åbnet efter en fangeudveksling på en øde skovvej i Ukraine i februar. 

Der var behov for adskillige DNA-tests, før de ukrainske myndigheder kunne bekræfte, at det rent faktisk var den savnede journalist.

Ifølge anklagemyndigheden viser foreløbige undersøgelser af resterne 'flere tegn på tortur', mens hendes krop manglede flere vitale organer, herunder hjernen, øjnene og strubehovedet.

Det eneste kendte livstegn fra hende, mens hun var i russisk fangenskab, var et fire minutter langt telefonopkald med hendes forældre.

Det anslås, at så mange som 16.000 ukrainske civile kan være blevet bortført af Rusland.