Flere vigtige møder finder i disse dage sted mellem mellemøstlige ledere og supermagter som USA og Rusland. 

For mens en delegation fra USA og Iran i denne uge mødes i Rom for at drøfte atompolitik, skal den russiske præsident Vladimir Putin tirsdag mødes med en anden mellemøstlig leder. 

Det er Omans sultan og leder, Haitham bin Tariq, der tirsdag kommer til Moskva for at besøge præsidenten. 

Det bekræfter Kreml ifølge Reuters.

I 2020 blev Haitham bin Tariq udnævnt som Omans nye sultan og leder. 
I 2020 blev Haitham bin Tariq udnævnt som Omans nye sultan og leder.  Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix

I Moskva er det dog ikke atompolitik, der står på dagsordenen. Ifølge omanske statslige nyhedsbureauer samt Kreml skal besøget 'fokusere på samarbejde om regionale og globale spørgsmål'. 

Hvad det konkret indebærer, oplyser nyhedsbureauerne ikke, men mødet vil blandt andet omhandle handel og økonomisk samarbejde. 

Oman bliver ofte refereret til som 'Mellemøstens Schweiz', da landet har afvist at vælge side i krigen mellem Rusland og Ukraine, og derfor heller ikke har udpeget Rusland som den krigsførende part.