Da manden med pistolen kom hen til det bord, hvorunder Jessica Wilczewski gemte sig, bad han hende om at komme frem.

»Jessie, gå hjem,« lød den fåmælte besked til hende.

På den måde overlevede Jessica Wilczewski USAs seneste masseskyderi, som hun fortæller til nyhedsbureauet AP, for hun kom på benene og kunne forlade Walmart-supermarkedet i den amerikanske by Chesapeake i live.

Så heldig var seks kollegaer ikke.

Seks blev dræbt i Chesapeake.
Seks blev dræbt i Chesapeake. Foto: NATHAN HOWARD
Vis mere

De blev alle tirsdag aften skudt og dræbt af den 31-årige gerningsmand, der af politiet er blevet bekræftet til at være Walmart-mellemlederen Andre Bing. Han skød siden sig selv.

Forinden havde han ifølge Jessica Wilczewski udvist en særligt skræmmende opførsel, da han pludselig kom ind i det mødelokale, hvor mange medarbejdere var samlet, inden deres natteskifte skulle begynde.

»Han opførte sig, som om han var på jagt,« fortæller Jessica Wilczewski:

»Der var noget ved den måde, han kiggede på folks ansigter – det var som om, at han udvalgte folk.«

Jessica Wilczewski havde kun været ansat hos Walmart i fem dage, og hun tror, at det var derfor, at hun blev skånet. Hun kendte ikke gerningsmanden synderligt.

Det overlevende vidne fortæller således videre, at det virkede til, at 31-årige Andre Bing havde et udestående med de personer, han udvalgte som ofre.

»Det så ud til, at han vil være sikker på, at dem, han ønskede sig døde, rent faktisk var døde. Han gik tilbage og skød på de kroppe, der allerede var døde. For at være sikker,« siger Jessica Wilczewski.

De dræbte Walmartansatte var mellem 16 år 0g 70 år. Yderligere fire blev såret og har siden fået behandling på et hospital.

Den lokale tv-station WAVY har beskrevet, hvordan politiet angiveligt skulle have fundet en liste med kollegaer, som gerningsmanden ønskede at slå ihjel.

Videre skulle det angiveligt fremgå af et manifest, hvordan han følte sig generet at specifikke kollegaer.