Fra den ene side har det lydt, at drabet skete i selvforsvar. At han var bevæbnet.

At det var derfor, en amerikansk grænsevagt trykkede aftrækkeren i bund. Men fra et helt nyt vidne i sagen lyder det, at den udlægning er forkert.

Det skriver CNN og ABC News, som henviser til nye retsdokumenter.

»Jeg har læst erklæringen fra DHS (Department of Homeland Security, red.) om, hvad der skete, og den er forkert,« lyder det ifølge mediet fra vidnet i lørdagens dokument.

»Manden nærmede sig ikke agenterne med en pistol. Han nærmede sig dem med et kamera. Han forsøgte bare at hjælpe en kvinde med at rejse sig, og de fik ham ned på jorden,« lyder vidnets udlægning af sagen videre.

Folk har siden samlet sig på stedet, hvor Alex Pretti blev skudt og dræbt i Minneapolis.
Folk har siden samlet sig på stedet, hvor Alex Pretti blev skudt og dræbt i Minneapolis. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var lørdag, at en 37-årige mand, der er blevet identificeret som sygeplejersken Alex Pretti, blev skudt og dræbt af en grænsevagt i storbyen Minneapolis, der ligger i delstaten Minnesota.

USAs ministerium for indenrigssikkerhed (DSH) har efterfølgende hævdet, at skyderiet skete i selvforsvar, at Pretti var bevæbnet, og at grænsepolitiet forsøgte at afvæbne ham, før en grænsevagt åbnede ild.

Fra DHS har det også lydt, at manden havde nærmet sig grænsepatruljeofficererne, og at en agent affyrede forsvarsmæssige skud, da manden »gjorde voldsom modstand.«

Grænsepatruljekommandør Gregory Bovino har ifølge CNN hævdet, at manden forsøgte at »massakrere retshåndhævelsen.«

Fra vidnet lyder det derimod, at Alex Pretti skal have observeret og hjulpet med at dirigere trafikken omkring en konvoj af føderale køretøjer, før han og vidnet gik tættere på for at dokumentere det, der skete, med deres telefoner.

Da en agent bad dem om at trække sig tilbage, forklarer vidnet ifølge CNN, at vedkommende gik op på fortovet, mens Pretti skal være blevet på gaden, hvor han filmede.

På et tidspunkt skal Pretti – ifølge vidnet – sammen med to andre, der var til stede, være blevet truet med peberspray, og den ene af dem skal være blevet skubbet til jorden.

Alle tre skal også være blevet sprøjtet i ansigtet med peberspray.

Minister for indenlandsk sikkerhed Kristi Noem ses her under et pressemøde om sagen.
Minister for indenlandsk sikkerhed Kristi Noem ses her under et pressemøde om sagen. Foto: Al Drago/AFP/Ritzau Scanpix

Vidnet hævder videre, at Pretti skal have forsøgt at hjælpe en kvinde, der var blevet skubbet til jorden, før han selv blev grebet af flere agenter og hevet til jorden.

»Jeg så ham ikke røre nogen af dem – han vendte sig ikke engang mod dem. Det så ikke ud som om han forsøgte at gøre modstand, han forsøgte bare at hjælpe kvinden op. Jeg så ham ikke med en pistol,« lyder det fra vidnet.

»Fire eller fem agenter holdt ham nede på jorden, og så begyndte de bare at skyde på ham. De skød ham så mange gange,« hævder vidnet videre.

CNN og The New York Times oplyser, at man har rakt ud til DHS for at få en kommentar til vidnets beretning i retsdokumentet.

Den lokale guvernør, Tim Walz, har krævet, at det skal være retssystemet i delstaten selv, der skal efterforske sagen – og ikke de føderale myndigheder.

Det kan du læse mere om i artiklen HER.