En ny video af det amerikanske præsidentpar, Donald og Melania Trump, har fået diskussionen om deres forhold til at blusse op på ny.

Flere peger på nemlig på, at førstedamens fremtoning på videoen maler et billede af en nedbrudt og ulykkelig kvinde.

På videoen, som er optaget af den fremmødte presse under et besøg hos Saint John Paul II National Shrine i Washington, står præsidentparret hånd i hånd foran helligdommen. Donald Trump med et stort smil på læben. Melania med en noget mere anstrengt grimasse.

En grimasse, som hendes mand tilsyneladende ikke mener er god nok til den fremmødte presse. I hvert fald ser man på videoen, præsidenten dreje sig en smule mod sin kone og sige et par ord.

Hvad Donald Trump helt præcist siger, er svært at tyde, men meget indikerer, at han beder hende om at smile.

I hvert fald går der kun et kort øjeblik, fra han henvender sig til Melania, til hun – på en ikke særlig overbevisende måde og meget kortvarigt – vender mundvigene en smule opad, inden hun igen indtager en alvorlig grimasse.

Og den blot syv sekunder lange video har altså skabt bekymring på det sociale medie Twitter. Blandt andet hos ABC-journalisten Louise Milligan.

'Kameraet kan, modsat hvordan klichéen lyder, nogle gange lyve, men jeg har set det her igen og igen, og der er noget hypnotiserende bekymrende over Melania Trumps ansigt i denne video,' skriver hun på Twitter.

Tilsyneladende er ABC-journalisten ikke den eneste, der mener, at Melania Trumps fremtræden på videoen er udtryk for et dybereliggende problem.

'Jeg håber, hun er okay. Hun ser nervøs og ulykkelig ud. Som en mishandlet kone,' skriver en Twitter-bruger.

En anden skriver: 'Det kan godt ske, hun er et frygteligt menneske, men hun ligner også en person, som er blevet mishandlet. Det er ret sørgeligt.'

'Jeg synes, det er er virkelig foruroligende. Hun ser traumatiseret ud.'

Donald og Melania Trumps forhold har adskillige gange været et stort samtaleemne på sociale medier.
Donald og Melania Trumps forhold har adskillige gange været et stort samtaleemne på sociale medier. TOM BRENNER

Det er langtfra første gang, at et billede af Melania Trump får internettet til at spekulere over hendes forhold til den amerikanske præsident.

Allerede efter Donald Trumps indsættelse i januar 2017 begyndte en video af parret at florere på nettet, hvor flere mener, det ser ud, som om førstedamen er lige ved at græde.

#freemelania blev hyppigt brugt i forbindelse med delingerne af den pågældende video.

En lignende debat opstod i kølvandet på offentliggørelsen af en række billeder af førstedamen taget under en Super Bowl-fest i 2017, hvor flere mener, at hun ser decideret ulykkelig ud.