De flere hundrede personer klædt i mørkt tøj står i 13 næsten helt lige rækker, hæver armen og råber 'presente' – 'til stede' – tre gange.

Billederne stammer fra en ceremoni i Rom og deles igen og igen på de sociale medier. Nu forlanger politiker, at premierminister Meloni tager affære.

Det var 7. januar, scenerne udspillede sig på gaden Acca Larenzia i Italiens hovedstad Rom. Her var flere hundrede fascister forsamlet til en årligt tilbagevendende ceremoni, hvor årsdagen for drabene på tre purunge fascister – Franco Bigonzetti, Francesco Ciavatta og Stefano Recchioni – i 1978 mindes og markeres. 

Under ceremonien hævede de fremmødte – som de gør hvert år – armen tre gange i den såkaldte 'romerske hilsen', som de italienske fascister brugte under Benito Mussolinis regime i 1920erne og 1930erne. Det tyske nazistparti tog denne hilsen til sig og brugte den, når medlemmerne sagde 'Heil Hitler'.

Seancen blev filmet, og videoerne deles nu vidt og bredt på de sociale medier, skriver TV 2. Videoen herover er således blevet set på X over 21 millioner gange.

Flere brugere ser klippene af de italienske fascister som et skræmmeeksempel på, hvor frit spil fascisterne har i Italien under den nuværende højrefløjsregering ledet af premierminister Giorgia Meloni (Italiens Brødre).

»Hundredvis af italienske fascister og nazister udfører helt frit fascisthilsenen i Rom. Alt er normalt i Italien,« skriver en bruger på det sociale medie X.

Også oppositionen er oprørt.

Her ses billeder fra samme mindeceremoni i 2021.
Her ses billeder fra samme mindeceremoni i 2021. Giuseppe Lami/EPA/Ritzau Scanpix

Lederen af oppositionspartiet Italiens Demokratiske Parti (PD) Elly Schlein kræver, at regeringen tager affære og vil rejse sagen om de fascistiske hilsener i landets parlament.

»Det var Rom 7. januar 2024, men det ligner 1924,« siger hun ifølge Corriere della Sera med henvisning til for 100 år siden, hvor Italien blev ledet af fascistpartiet med diktatoren Benito Mussolini i spidsen.

»Vi vil stille spørgsmål til Piantedosi (Italiens indenrigsminister Matteo Piantedosi, red.). Det, der skete, er uacceptabelt. Neofascistiske organisationer skal opløses, som det står i grundloven,« fortsætter Elly Schlein.

Den 'romerske hilsen' er forbudt i Italien, men med enkelte undtagelser. 

En af dem er netop ved lejligheder, hvor afdøde personer mindes, så deltagerne ved ceremonien 7. januar har umiddelbart ikke gjort sig skyldige i lovbrud.