Den amerikanske vicepræsidents barndom og opvækst kan få en større betydning til onsdagens møde med Danmark.
Det har nemlig præget hans syn på USAs forhold til Europa.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Grønlands udenrigsminister, Vivian Motzfeldt, sidder klokken 16.30 over for ham i Eisenhower-bygningen ved Det Hvide Hus, hvor Rigsfællesskabets skæbne er under maksimalt pres.
»Jeg mindes særligt en samtale med en af Vances barndomsvenner fra den by, han er vokset op i. Den fortæller meget om den måde, Vance ser verden på i dag,« siger Matias Seidelin om vicepræsidenten.
Seidelin er forsvars- og sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent ved forsvarsmediet OLFI og tidligere USA-korrespondent på Jyllands-Posten og har skrevet bogen ‘Game Over There’ om Vance.
Vicepræsidenten voksede op i Middletown, Ohio. En klassisk rustbælte-by, hvor fabrikker lukkede, og arbejdspladser flyttede til Kina.
»Det var et samfund i forfald. Hans barndomsven beskrev en by, hvor håbet forsvandt, og hvor mange oplevede, at resten af verden – og især Europa – klarede sig på amerikanernes bekostning.«
Også privat var Vances barndom præget af uro.
»Hans mor var stofmisbruger og alkoholiker. Der manglede penge, og barndommen var hård. Det sætter sig.«
Ifølge Seidelin er det erfaringer, der stadig driver Vance politisk.
»Han har en dyb indignation over, at almindelige amerikanske arbejdere er blevet fattigere, fordi Europa op igennem og efter Den Kolde Krig ifølge Vance har suget på lappen af amerikanerne.«
Det gør vicepræsidenten markant anderledes end mere klassiske republikanere som udenrigsminister Marco Rubio, der også deltager i mødet.
»Vance tænker ikke i alliancer, konventioner og historiske aftaler. Han tænker i noget-for-noget, og det gælder også Grønland.«
»I hans verden er det uacceptabelt, at USA betaler for sikkerhed i Grønland, uden at amerikanerne får noget igen.«
Netop derfor er det afgørende, at Løkke og Motzfeldt forstår, hvem de sidder over for, vurderer Seidelin.
»Hvis de går ind og taler om forsvarsaftalen fra 1951 – som giver USA vide muligheder for militær tilstedeværelse på Grønland – og alverdens internationale regler, risikerer de at tale fuldstændig forbi ham.«
Seidelin henviser blandt andet til mødet i Det Hvide Hus, hvor Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj blev grillet for rullende kameraer.
»Det var et klassisk eksempel på to parter, der talte på helt forskellige frekvenser. Og dér spillede Vance en aktiv rolle, da han sagde, at Ukraine ikke engang havde sagt tak til amerikanerne.«
Det mønster kan gentage sig, hvis mødet begynder forkert.
»Man er simpelthen nødt til at starte med at anerkende den amerikanske indsats og sige tak. Ellers risikerer man, at samtalen låser sig fra start.«
Ikke som underdanighed, men som en realpolitisk nødvendighed.
»Hvis man ikke forstår den indignation, Vance bærer med sig fra sin opvækst, kan det her møde gå helt galt.«
Omvendt er Vance også den, der vil kunne tale Trump væk fra idéen om at USA skal overtage Grønland:
»Det er her jeg ser en mulig fordel for vores kongerige. Men det afhænger helt af, hvilken agenda Vance kommer med,« afslutter Seidelin.
Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene – herunder i USA, Grønland og Ukraine – i B.T.s liveblog HER.