De aflyser også deres sommerferier i Storbritannien. I stedet for at bøvle med besværlige rejserestriktioner vælger mange nu at aflyse deres udenlandske ferie og i stedet vælge en ferie i vinterhalvåret.
Det afslører de seneste tal fra TUI, der er en af verdens største rejsearrangører.
Den har base i Tyskland og har nu 2,6 millioner kunder, som har booket i højsæsonen. Det er 200.000 færre, end tallet var i februar.
Sommerferiebookingen var 69 procent lavere, end det var tilfældet i 2019 – den sidste gang det var en normal sæson. Det skriver Sky News.

Ifølge TUI er den lille reduktion i antallet af bookinger udtryk for, at kunderne har valgt at udsætte deres booking til en fremtidig sæson.
Det sker på grund af den dårlige kommunikation fra den britiske regerings side med hensyn til rejserestriktionernes ophævelse.
I Danmark, som ellers har klaret sig godt gennem forårets epidemi, er det blandt andet Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at vaccinere med Johnson & Johnsons vaccine, der betyder, at sommerferien i udlandet ikke er så attraktiv længere
I planerne for det britiske rejsemarked bliver 12 lande placeret på »den grønne liste«, når reglerne for udenlandsrejser begynder at blive gjort nemmere fra 17. maj. Så skal briterne ikke i karantæne, når de vender hjem fra ferie i disse lande.

Det betyder, at Portugal er med på den britiske liste, mens andre lande som Spanien, Italien og Frankrig ikke er med.
Til gengæld er vinterferien 17 procent bedre, end før pandemien kom til. Og sommeren næste år viser en stigning på 293 procent fra sidste år.
TUI siger selv, at planlægningen for denne sommer bliver på 75 procent af det niveau, sommeren 2019 bød på. Genåbningen vil fokusere på steder som Grækenland, Mallorca og de to andre baleariske øer samt De Kanariske Øer.
Aktierne i TUI er gået op med 40 procent siden nytår. Efter den sidste opdatering faldt de næsten tre procent.