En håndfuld betydende politiske ledere og allierede storhånede USA’s præsident Donald Trump bag hans ryg, da de tirsdag aften var samlet på de fornemme bløde tæpper hos dronning Elizabeth II på Buckingham Palace til cocktails og uformel snak i forbindelse med NATO-mødet i London.
Storbritanniens premierminister Boris Johnson, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Canadas Justin Trudeau, Hollands Mark Rutte og selveste prinsesse Anne blev ved et tilfælde 'fanget' af et kamera, mens de står sammen i en rundkreds og griner og gør sig kostelige over Donald Trumps seneste uforudsigelige reaktion.
»Ja, ja, ja! Du kunne bare se kæberne på hele hans (Trumps, red.) team falde til jorden,« siger en ivrig Justine Trudeau, som står og nipper til en øl, mens de andre griner og deltager i 'hyggehånen' af den amerikanske præsident.
Donald Trump er ellers - om de øvrige politiske ledere vil det eller er - NATO’s med afstand absolut største og vigtigste spiller.
Det fremgår af den 43 sekunder lange video-sekvens, at Justin Trudeau forinden har forklaret, at årsagen til, at der har været forsinkelse, er, at Trump - tilsyneladende helt uden for programmet - pludselig valgte at holde en 40 minutter lang pressekonference kort efter sin ankomst.
Boris Johnson ses stå og grine og ligefrem gå ned i knæ, mens han henvendt til Macron siger: »Åh, det er derfor, du kom for sent.«
Og så nippes der ellers igen til de fine glas med indforståede miner.
Donald Trump har endnu ikke reageret på hans foretrukne medie, Twitter, hvor videoen allerede er blevet delt adskillige gange. Onsdag formiddag er sekvensen - alene på Twitter - blevet set af flere end fire millioner følgere.