Det kan ende med at blive fatalt for vores klode, at præsident Donald Trump for nylig besluttede at trække USA ud af den såkaldte Paris-aftale. Det kan i værste fald betyde, at klimaforandringerne løber så løbsk, at Jorden til sidst bliver et ubeboeligt sted for mennesker.
Det forklarer den verdenskendte fysiker og professor ved Cambridge Universitet, Stephen Hawking, i et interview med BBC i anledning af sin 75 års fødselsdag.
I starten af juni proklamerede den amerikanske præsident Donald Trump, at USA forlader Paris-aftalen, der blandt andet har til formål at reducere udledningen af CO2 og forhindre globale temperaturstigninger frem mod 2020. Donald Trump har fortalt, at USA forlod klimaaftalen, fordi den simpelthen var for dyr for landet at leve op til - men den beslutning kan vise sig at gøre Jorden til et meget andet sted, end det vi kender i dag.
»Vi er tæt på et vendepunkt, hvor den global opvarming ikke kan vendes. Trumps handling kunne skubbe Jorden ud over randen, så det bliver et sted som Venus med temperaturer på 250 grader og svovlsyreregn,« siger professor Stephen Hawking til BBC.
Han kalder klimaforandringerne for en af de største trusler mod verden lige nu, men mener samtidig, der er tid til at forhindre de værste skader, hvis der bliver handlet nu. Men ved at trække USA, som er et af de lande, der udleder allermest CO2, fra aftalen, kan præsident Donald Trump potentielt have været skyld i uoprettelig skade.
Stephen Hawking er langt fra den eneste prominente forsker, der i disse dage taler om klimaforandringerne og USAs rolle i at mindske dem.
Den 28. juni skrev FN klimachef, Christina Figueres, fysikeren Stefan Ramstorf og fire øvrige prominente videnskabsfolk og diplomater et åbent brev, hvori de understreger, at de næste tre år bliver altafgørende.
USAs beslutning om at trække sig ud af klimaaftalen har dog også haft den effekt, at flere amerikanske stater selv har meddelt, at man ønsker at leve op til målene i aftalen, og derfor kan klimaforandringerne stadig bekæmpes, mener forskerne.
»Vi står med muligheden for at nedbringe kurven frem mod 2020, som videnskaben anbefaler for at nå FNs klimamål og udrydde ekstrem fattigdom. Denne unikke mulighed falder sammen med en åbenhed uden fortilfælde for selv at handle og tage udfordringen op både i den offentlige administration i og uden for USA og i den private sektor generelt. Den mulighed har vi de næste tre år, og den er historisk unik,« lyder det i brevet.
Udover mange forskere har flere politikere også offentligt meldt ud, at man ærgrer sig over Trumps beslutning om at trække sig fra klimaaftalen. Statsminister Lars Løkke kaldte det 'en trist dag for verden', da Trump den 1. juni meddelte, at USA forlader aftalen, og den tyske kansler Angela Merkel har også offentligt ærgret sig over beslutningen, som hun har kaldt 'ekstremt beklagelig'.