USA's præsident siger, at han sætter amerikanerne i første række og sløjfer klimaaftalen, da den skader USA.
»Jeg trækker USA ud af Paris-klimaaftalen. Og så begynder jeg på forhandlinger om at genindtræde i Paris-klimaaftalen eller en anden aftale, som er mere fair over for USA,« sagde Donald Trump.
Præsidenten har udskudt sin beslutning flere gange.
Ifølge Trump er aftalen dårlig for de amerikanske arbejdere, og det er hans hovedprioritet at løfte deres vilkår.
»Jeg kan ikke med god samvittighed støtte en aftale, der skader USA,« forklarer Donald Trump.
»Milliarder af dollars, som kunne gøre godt her (USA, red.) bliver sendt ud af landet. Og det skal vi ikke mere,« sagde Trump blandt andet i den lange tale.
Han sagde også, at han mener, USA er til grin rundt om i verden på grund af Paris-aftalen:
»Vi vil ikke se, at folk rundt om i verden griner af os længere. Og det kommer de ikke til. Jeg er præsident for folk i Pittsburgh ikke for folk i Paris,« sagde præsidenten.
Trump understregede også, at han mener, at aftalen er dårlig for USA, da den ifølge Trump gør, at Kina blandt andet kan forurene så meget, de ønsker, de næste 13 år. Aftalen er ikke rimelig, understreger Trump.
Han slår også fast, at han mener, at hele Paris-aftalen er lavet for at svække USA's økonomi. Han siger samtidig, at han mener, at USA allerede er førende på klimaområdet, og det vil landet blive ved med at være - også selvom landet ikke vil være med i Paris-aftalen.
Allerede kort efter Donald Trump fortalte, at han vil trække USA ud af aftalen, er reaktionerne begyndt at vælte ind. Ikke mindst fra den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der i et tweet skriver, at det er 'en trist dag for verden'.
I alt var 195 lande med til at forhandle betingelserne for klimaaftalen på plads. Af de 195 har 147 indtil videre ratificeret aftalen - herunder også USA, der ratificerede aftalen i september sidste år.
Trumps udmelding er et alvorligt slag for kampen mod klimaforandringer, da landet står for omkring 17 procent af verdens udledning. Danmark står til sammenligning for omkring 0,15 procent.
Andre store udledere som Kina (ca. 20 procent) og Indien (fire procent) har ratificeret aftalen.