En belønning på 8.600 danske kroner er blevet tilbudt i forbindelse med bortførelsen af verdens største kanin.

Jo, du læste rigtigt. Verdens største kanin er blevet stjålet fra sit hjem i Worchestershire i England.

Politiet mener, at den er blevet taget fra sit bur i Stoulton lørdag aften. Det skriver Sky News.

Kaninen er af typen flamsk kæmpekanin. Det er en meget stor race af tamme kaniner, der normalt betragtes som den største race.

En kanin løber i fuld fart.
En kanin løber i fuld fart. Foto: BARBARA GINDL
Vis mere

Racen er kendt for at være føjelig og tålmodig, hvilket gør, at de store dyr oftest holdes som kæledyr.

Den stjålne kæmpekanin hedder Darius, og den er godkendt af Guinness Rekordbog som værende verdens længste kanin, der stadig er i live. Den er 129 cm lang.

Darius ejer Annette Edwards har udsat dusøren, og hun betegner tyveriet af sit kæledyr som 'en meget trist dag'.

Hun har skrevet på Twitter, at Darius nu er for gammel til at blive far, og hun beder tyvene om at bringe ham tilbage.

En talsmand for politiet siger: »Vi appellerer om informationer om tyveriet af den prisvindende kanin fra dens hjem i Stoulton i Worchestershire.«

»Vi tror, den flamske kæmpekanin blev stjålet fra sit bur natten mellem lørdag 10. og søndag 11. april.«