Der bliver skrevet historie i disse dage og timer, hvor dramaet om Grønlands fremtid udspiller sig for øjnene af hele verden.

Og mødet onsdag mellem Danmark, Grønland og USA i Washington D.C. får opmærksomhed i spalterne på samtlige af verdens kontinenter.

I Frankrig pryder det eksempelvis forsiden på flere af landets allerstørste medier, herunder Le Monde.

Avisen kalder dagens møde for et med 'meget på spil' og sætter en tyk streg under Lars Løkke Rasmussens ord om, at det er 'klart,' at Donald Trump 'ønsker at erobre Grønland.'

Foruden Lars Løkke Rasmussen deltog Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt og USAs vicepræsident, J.D. Vance, blandt andet i mødet.

Le Monde citerer også forsvarsminister Troels Lund Poulsen fra et pressemøde på dansk grund, der også fandt sted onsdag.

Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Grønlands minister om udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, holdt pressemøde ved den danske ambassade i Washington D.C. efter mødet med USA.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Grønlands minister om udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, holdt pressemøde ved den danske ambassade i Washington D.C. efter mødet med USA. Foto: Andrew Leyden/AFP/Ritzau Scanpix

Flere af landets medier har også store overskrifter omkring, at Frankrig deltager i en europæisk militær mission i Grønland.

Le Parisien understreger blandt andet, at Danmark og USA har en 'grundlæggende uenighed om Grønland,' som Lars Løkke Rasmussen sagde det til dagens pressemøde.

Samtidig hæfter man sig også ved, at den danske udenrigsminister beder om et 'respektfuldt samarbejde' med USA.

I kølvandet på mødet i Washington D.C. er tophistorierne hos Le Figaro også det skæbnesvangre møde om Grønlands fremtid.

Mediet har en liveblog om det storpolitiske drama om den enorme ø, mens Ouest- France skriver, at 'mødet var varslet som meget anspændt.'

Et stort medie som RTL beretter også om dagens diplomatiske møde i USA.

Du kan følge alt det seneste fra dramaet om Grønlands fremtid i B.T.s liveblog lige HER.