Valgløfter om gratis bybusser, gratis børnepasning, kommunalt ejede supermarkeder og skattestigninger til de allerrigeste har trukket overskrifter op til borgmestervalget i den amerikanske millionby New York.

Udspillene kommer alle fra demokraten Zohran Mamdani, der ifølge meningsmålingerne er klar favorit til at vinde valget, som afholdes tirsdag.

Men vil Mamdani egenhændigt kunne gennemføre markante ændringer i New York, hvis han bliver valgt som borgmester?

Det korte svar er nej. For byens budgetter skal godkendes af byrådet, og det er også byrådet, der fremlægger og vedtager lovforslag.

Det lidt længere svar er, at det er New Yorks borgmester, der fremlægger kommunens budgetter, og selv om de skal godkendes af byrådet, giver det i sig selv en stor indflydelse over byens pengekasse.

Det forklarer Niels Bjerre-Poulsen, der er professor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Borgmesterposten er en ret magtfuld position. Det er Mamdani, der - hvis han bliver valgt - vil skulle fremlægge planerne for, hvordan pengene skal bruges i byen. Så det giver mening at fremsætte markante synspunkter.

- Folk tager det alvorligt, når han har præsenteret sine valgløfter, fordi de kan føre til et markant skifte i, hvordan New York bruger sine penge og fastsætter sine skattesatser, siger Niels Bjerre-Poulsen.

For at finansiere gratis offentlig transport, gratis pasning af børn i alderen seks uger til fem år og offentligt drevne supermarkeder vil Zohran Mamdani hæve skatten for virksomheder og den rigeste procent af New Yorks befolkning.

Den rigeste procent dækker over de borgere, der tjener mere end en million dollar - svarende til 7,5 millioner kroner - om året.

Ud over at vælge en ny borgmester skal newyorkerne vælge 51 medlemmer af storbyens byråd. Inden valget består byrådet af 44 demokrater og seks republikanere, mens én plads er ubesat.

Så New Yorks bystyre er domineret af demokrater.

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen kan der være kritikere, der sætter spørgsmålstegn ved, om Zohran Mamdani har den nødvendige politiske erfaring og et stærkt nok mandat til at få sin politik igennem som borgmester.

- Men noget tyder på, at han kan komme ind med et ret solidt mandat, for han har overraskende nok været favorit hele tiden til at vinde. Og vinder han overbevisende, vil hans chancer være bedre for at finansiere det, han gerne vil - herunder at hæve skatterne på de højeste indkomster, siger han.

Zohran Mamdani befinder sig på Det Demokratiske Partis venstrefløj og er selverklæret "demokratisk socialist".

Mamdani var et stort set ukendt navn i den brede amerikanske offentlighed, inden han i juni vandt en afstemning om at blive Demokraternes borgmesterkandidat i New York.

Ved partiets primærvalg slog han den 67-årige Andrew Cuomo, der er tidligere guvernør i delstaten New York. Cuomo besluttede efter nederlaget at stille op til borgmesterposten som uafhængig.

Ud over Mamdani og Cuomo stiller blandt andre Curtis Sliwa op til valget. Sliwa repræsenterer Republikanerne.

New Yorks næste borgmester erstatter Eric Adams, som for godt en måned siden trak sig fra borgmestervalgkampen. Han var tidligere demokrat, men stillede op til valget som uafhængig.

/ritzau/