Matthew Perry, som spillede Chandler i 90’er serien ‘Venner’, afslørede lørdag på Twitter, at han har været indlagt de sidste tre måneder.

En repræsentant for skuespilleren sagde til People den 7. august, at Perry havde gennemgået en operation for gastrointestinal perforering på hospital i Los Angeles.

En gastrointestinal perforering er et hul i maven, tarmen eller tyndtarmen, som kan være potentielt dødelig. Det kan skyldes sygdom eller traume, som eksempelvis knivstik eller skudsår.

49-årige Matthew Perry har gennem sin karriere kæmpet med alkohol- og medicinafhængighed. Perry brugte det receptpligtige smertestillende medicin, Vicodin, til at bekæmpe sit alkoholmisbrug.

I 2013 afslørede Perry, at han ikke kunne styre sin afhængighed, og at det var blevet så slemt, at han ikke længere kunne skjule sit misbrug.

Han er en stor fortaler for at hjælpe misbrugere, og har i en video for misbrugscentret, Phoenix House i Californien, sagt, at man ikke kan have et misbrug i 30 år og forvente at løse det på 28 dage.

Perry bruger sit rygte til at hjælpe andre, og har sagt til THR:

»Jeg har haft mange op- og nedture i mit liv. Jeg har lært meget af mine fejl, men det bedste ved mig er, hvis en alkoholiker kommer til mig og spørger: ‘Kan du hjælpe mig med at holde op med at drikke?’ Så kan jeg sige ‘ja’ til ham.«