Veninder faldt i søvn på stranden: Skyllet i døden af monsterbølge
På en måned har der været fem redningsaktioner på samme strandstrækning.

På en måned har der været fem redningsaktioner på samme strandstrækning.

To unge kvinders hyggetur til stranden fik en tragisk udgang på den amerikanske vestkyst.
Mens de lå i sandet og ifølge lokale myndigheder sandsynligvis var faldet i søvn i den lune sol, skyllede en uventet monsterbølge pludselig mod land ved Santa Cruz lidt syd for San Francisco og rev de to kvinder i døden.
Øjenvidner slog med det samme alarm til det lokale redningskorps, men trods en storstilet redningsaktion lykkedes det ikke at redde livet for de to kvinder på 20 og 21 år.
Den ældste af de to studerende blev godt nok i første omgang fløjet væk i live af en redningshelikopter, men kort efter døde hun på et lokalt hospital, skriver tyske Bild.
Ifølge den lokale brandchef Kyle Breton befandt de to kvinder sig på en særlig farlig del af stranden, hvor der alene i løbet af den seneste måned har været iværksat fem redningsaktioner.
Strækningen ved Yellow Bank Beach betragtes som ekstra risikabel, hvis man befinder sig nær et såkaldt nøglehul i klipperne mellem to strande, hvor strandgæster pludselig risikerer at blive fanget, når tidevandet pludselig stiger.
Ved den dobbelte dødsulykke i sidste uge havde brandvæsenet otte redningssvømmere i vandet, mens kolleger på land forsøgte at dirigere dem i den rigtige retning, indtil de to unge kvinders kroppe var bjærget i land.
I et forsøg på at undgå fremtidige ulykker har det lokale sherif kontor udsendt en advarsel for flere kyststrækninger i området.
»Vend aldrig ryggen til havet« og »Pas på uventede bølger« lyder de to centrale råd.