Maria Corina Machado, der er Venezuelas oppositionsleder, er fast besluttet på at forhandle en demokratisk overgang med sit lands midlertidige regering efter afsættelsen af Nicolás Maduro i januar.

Det siger Machado i en udtalelse fra Panama, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det centrale formål med den her forhandling er at opnå afholdelse af et frit, gennemsigtigt og suverænt præsidentvalg, siger hun.

Hun fortæller ikke, om en potentiel forhandling er gået i gang, eller hvornår den vil foregå.

Venezuelas opposition er anført af Machado. Den har indtil nu gjort krav på sejren til sin kandidat, Edmundo González Urrutia, ved valget i 2024, hvor Maduro blev udråbt som vinder.

Edmundo González Urrutia måtte siden flygte fra landet.

Store dele af Vesten anerkender ikke Maduro som vinder af valget.

Ved årsskiftet trængte amerikansk militær ind i præsidentpaladset i Caracas og tog Maduro og hans hustru til fange. De befinder sig nu i USA, hvor de afventer rettergang i en sag om blandt andet narkosmugling. Han nægter sig skyldig.

Delcy Rodríguez var vicepræsident i Maduros regering og har indtaget posten som fungerende præsident.

I udtalelsen fra Machado beder hun USA om hjælp til at "fremme en seriøs, fast og ansvarlig politisk forhandling med det midlertidige regime for at genoprette demokratiet i Venezuela".

Machado har udtrykt tillid til den amerikanske præsident Donald Trumps planer for Venezuela efter tilfangetagelsen af Maduro.

Hun sagde lørdag, at hun vil stille op til et endnu ikke planlagt fremtidigt valg.

- Jeg kommer til at stille op, sagde hun under en rejse i Panama.

Trump har antydet, at der vil blive afholdt et nyt valg, men en dato er endnu ikke fastlagt.

Fra Delcy Rodríguez lød det den 1. maj, da hun blev spurgt til udsigterne til afholdelse af et valg, at hun ikke ved, hvornår det vil finde sted.

/ritzau/AFP