Venezuelansk dommer: Jeg blev truet til at udelukke Machado
Venezuelas højesteret udelukkede i 2023 oppositionspolitikeren Machado fra at stille op til præsidentvalget.

Venezuelas højesteret udelukkede i 2023 oppositionspolitikeren Machado fra at stille op til præsidentvalget.

En tidligere højesteretsdommer i Venezuela underskrev i 2023 udelukkelsen af oppositionsleder María Corina Machado fra at stille op til valg, fordi hun blev truet af den daværende regering.
Det siger dommeren til nyhedsbureauet AFP.
51-årige Barbara Cesar Siero var dommer i Venezuelas højesteret fra december 2014 til februar 2024.
Ifølge hende blev to af hendes brødre og hendes svigerinde, der alle arbejder i militæret, anholdt i december 2023 i et forsøg på at tvinge Siero til at underskrive udelukkelsen.
Efter at hendes familiemedlemmer var blevet anholdt, fik hun otte dokumenter, som hun skulle underskrive, siger Siero. Blandt dem var udelukkelsen af Machado.
- Jeg tænkte: Måske hvis jeg skriver under, vil de løslade dem... Jeg endte med at skrive under, men de beholdt dem i deres varetægt, siger hun til AFP.
María Corina Machado er leder af oppositionspartiet Vente Venezuela.
I 2023 annoncerede hun sit kandidatur til præsidentvalget i 2024, men blev udelukket fra at stille op af højesteretten i Venezuela.
Hendes parti udpegede med kort varsel den dengang ukendte diplomat Edmundo González Urrutia som hendes afløser.
Han vurderes fra flere sider at have fået næsten to tredjedele af stemmerne.
Den daværende præsident Nicolás Maduro hævdede dog valgsejr og indledte en voldelig nedkæmpelse af kritikere, der demonstrerede mod det officielle valgresultat med ham som vinder.
Det tvang Machado og en række andre oppositionsledere til at gå under jorden.
María Corina Machado opholder sig i Panama og har levet i eksil de seneste ni måneder. Hun har flere gange måttet opgive sine planer om at vende tilbage til Venezuela.
I januar blev Maduro afsat fra magten, da han under en amerikansk militæroperation blev taget til fange og bragt til USA.
RITZAU