Den italienske by Venedig er blevet offer for sin egen popularitet. Nu vil de lokale myndigheder opkræve betaling for besøg.

Planlægger du at besøge Venedig, så skal du skynde dig, hvis det skal gøres kvit og frit.

I et forsøg på at bekæmpe den 'overbefolkning' af turister, som rammer den populære feriedestination, lægger de lokale myndigheder nu op til, at det fremover skal koste penge at besøge byen, ligesom besøget også skal bookes på forhånd.

Det skriver Reuters.

Ifølge mediet er det planen, at et besøg skal koste mellem tre og ti euro afhængigt af årstiden.

»Jeg forventer protester, retssager. Alt. Men jeg har pligt til at gøre denne by beboelig for dem, der bor her og for dem, der ønsker at besøge den,« lyder det ifølge Reuters fra byens borgmester, Luigi Brugnaro.

Man håber med andre ord, at tiltagende vil gøre byen, som i øvrigt besøges af mere 25 millioner mennesker hvert år, mere bæredygtig.

Egentlig var det hensigten, at tiltagene allerede skulle være trådt i kraft tilbage i 2020. Men på grund coronapandemien valgte man at udskyde det.

Nu ser det så ud til endelig at blive virkelighed.

Det er imidlertid uvist, hvornår de nye regler vil træde i kraft. Det er ikke endeligt besluttet.

Men ifølge Luigi Brugnaro vil det formentlig blive mellem sommeren 2022 og sommeren 2023.