På nogle af de mest ikoniske storskærme i verden vises der lørdag en opsigtsvækkende reklame. 

»Velkommen til et lorteland. Oplev det spektakulære norske landskab,« står der i reklamen, som løber over skærmen midt på Times Square i New York City. 

Billederne dertil viser blandt andet udendørstoiletter i den norske natur, skriver NRK.

Visit Norway står bag, og der er en helt særlig årsag til, at de har valgt at købe reklameplads i USA.

Reklamestuntet kommer på baggrund af, at præsident Trump kaldte Norge for et »lorteland« under en tale til et vælgermøde i delstaten Michigan i sidste uge.

Præsidenten var skuffet over, at han ikke blev tildelt Nobels Fredspris, der bliver tildelt af en norsk komité, og som han flere gange har udtalt, at han stiler efter at vinde.

Donald Trump kaldte i ren skuffelse Norge for et 'lorte land'.  Foto: Alex Wroblewski/AFP/Ritzau Scanpix

En affære, der altså skulle have udløst kommentaren.

Hos Visit Norway er indbakken fyldt med rejselystne amerikanere.

»Vi bemærker, at folk taler om Norge. Vi har indbakker fyldt med folk, der gerne vil rejse til Norge nu. Det indhold, vi har delt, skaber nysgerrighed,« siger Anne-Signe Fagereng, der chef for forbrugermarkedsføring og turisme hos Innovation Norway, som Visit Norway er en del af.

Hun fortæller, at de ikke har været bange for at komme i karambolage med USA, da reklamen er ment som en joke – og ikke et politisk svar.