David Roche kalder det ikke for en recession. Han kalder det – som verdensøkonomien er på vej mod – for en 'krigscession'.

»Og jeg tror, det kommer til at tage meget længere, end aktiemarkedet antager,« siger han.

Den dystre forudsigelse kommer fra den amerikanske topinvesteringsekspert fra Independent Strategy til CNBC.

Det er den russiske invasion af Ukraine, der er med til at udløse den økonomiske nedgang, lyder det videre. Landet med det store landbrug kaldes ofte for Europas spisekammer.

Men stigende inflation, stigende renter og stadige voldsomme efterdønninger fra coronapandemien i Kina spiller også ind.

»Det er et enormt forsyningschok, som vil fortsætte inden for områder som mad, energi, metalindustrien og så videre. Og imens har vi altså inflation over hele verden og stigende renter,« siger David Roche og påpeger en undervurderet faktor:

»Samtidig vil der også komme forsyningsproblemer fra Kina på grund af coronapandemien, som folk ikke taler om, men som selvfølgelig er en stor del af det globale forsyningssystem.«

Udtrykket »krigscession« forklarer David Roche således:

»I en normal recession vil udbud og efterspørgsel gå ned sammen med inflationen. I den nuværende form for krigscession har vi faktisk et udbud, der falder, mens priser og inflationen stiger,« siger han.

Investeringsstrategen spår dog, at krigen i Ukraine ikke umiddelbart står foran en afslutning.

Og dermed heller ikke den truende økonomiske situation, hvor også de massive økonomiske sanktioner rettet mod Rusland, spiller ind.

David Roche mener, at kun en regimeskifte i Rusland, hvor præsident Vladimir Putin, afsættes, kan få afbødet konsekvenserne.

»Han kommer ikke til at bytte en tilbagetrækning for lempelser af restriktionerne. Så sanktionerne kommer til at forblive, og følgevirkningerne for Europa bliver en recession, fordi sanktioner i stedet vil øges og nærme sig en total energiblokade,« siger han.

David Roche mener videre, at det er for tidligt at konkludere, at det vil være overstået inden for nogle få år.