Da den franske kvinde Jeanne Calment døde i 1997, var hun kendt i hele verden. Med sine 122 år og 164 dage var hun det ældste menneske, der nogensinde har levet. En rekord, som endnu ikke er overgået.

Men var det hele i virkeligheden et absurd og udførligt fupnummer? Det spørgsmål bliver nu rejst af forskere, skriver The Times.

Det er helt præcist en gruppe russiske forskere, som nu beskylder aldersrekorden for at være en banal omgang svindel.

Helt konkret lyder anklagen, at Jeanne Calmant simpelthen ikke var, hvem hun udgav sig for at være.

Jeanne Calment er blandt andet anerkendt som verdens ældste person nogensinde i Guinness Redkordbog.
Jeanne Calment er blandt andet anerkendt som verdens ældste person nogensinde i Guinness Redkordbog. GEORGES GOBET

Og følg så godt med:

Ifølge forskernes teori døde Jeanne Calment nemlig tilbage 1934, hvorefter hendes datter, Yvonne, overtog hendes identitet som led i et skattesvindel-nummer.

Jeanne Calment og hendes mand, Fernand, ejede en forretning, da hun angiveligt døde.

For at undgå at skulle betale arveafgift på op til 38 procent af hendes del af forretningen fortalte Fernand myndighederne, at det var hans datter, Yvonne, som var død.

Jeanne Calment i forbindelse med hendes 121 års fødselsdag.
Jeanne Calment i forbindelse med hendes 121 års fødselsdag. GEORGES GOBET

Herefter overtog Yvonne morens identitet og levede som Jeanne Calment resten af livet.

Sådan lyder anklagen i hvert fald fra Yuri Deigin, en russisk slægtsforsker, der har undersøgt kvindens slægtskab intensivt.

Han bakkes op af den russiske matematiker Nikolay Zak, som står bag rapporten, og den russiske ekspert i aldring Valery Novoselov.

Hvis teorien er korrekt, var kvinden, som alle troede var 122 år gammel, da hun døde, i virkeligheden 'kun' 100 år. Og det er meget langt fra nogen som helst aldersrekord.

Jeanne Calment var verdenskendt og et tilløbsstykke, før hun døde. Her bliver hun som 120-årig kysset af to unge piger i Sydfrankrig.
Jeanne Calment var verdenskendt og et tilløbsstykke, før hun døde. Her bliver hun som 120-årig kysset af to unge piger i Sydfrankrig. JEAN-PAUL PELISSIER

Beskyldningerne har udløst stærke reaktioner i Jeanne Calments hjemland, Frankrig.

Teorien fordømmes som værende 'fantasifuld' af Jean-Marie Robine, forskningsleder ved det Nationale Institut for Sundhed og Medicin i Frankrig.

»Ingen har nogensinde gjort så meget for at dokumentere en persons alder. Vi gik virkelig langt i hendes tilfælde. Vi fandt aldrig noget, der kunne så den mindste tvivl om hendes alder,« siger han ifølge The Times.

Mere imødekommende er dog Nicolas Brouard, forskningsleder for det Franske Institut for Demografiske Studier.

Jeanne Calments billede figurerer under en mindehøjtidelighed for hende i 1997. Kort forinden var hun død 122 år gammel. Men var hun virkelig så gammel? Nej, mener russiske forskere.
Jeanne Calments billede figurerer under en mindehøjtidelighed for hende i 1997. Kort forinden var hun død 122 år gammel. Men var hun virkelig så gammel? Nej, mener russiske forskere. GEORGES GOBET

Han kalder undersøgelsen interessant og mener, at de bør give anledning til videre efterforskning, som kan afgøre sagen én gang for alle.

»Det er et godt stykke arbejde, og det er et argument, som taler for, at man graver ligene af Jeanne og Yvonne Calment op,« siger han.

Rapporten bliver diskuteret vildt i den franske offentlighed.

Kritikere latterliggør, at rapporten anfører, at svindelnummeret skulle være begået, fordi Jeanne Calment 'hadede socialister'.

Jeanne Calment var bogstavelig talt en kendis, før hun døde.
Jeanne Calment var bogstavelig talt en kendis, før hun døde. GEORGES GOBET

Et andet sted skriver forskerne, at 224 mennesker i en Facebook-afstemning har angivet, at de ikke mener, at billeder af en ung Jeanne Calment ligner den ældre version.

Til gengæld fører rapporten udførligt bevis for, at billeder af den 122-årige kvinde mere minder om ungdomsbilleder af Yvonne Calment end Jeanne.

Folk fra landsbyen, hvor de boede, skulle også have fortalt, at mange undrede sig over, at den påståede Jeanne Calment virkede så ung. Det skriver National Post.

Afsløres Jeanne Calment som et fupnummer, vil amerikanske Sarah Knauss, som blev 119 år og 97 dage, overtage rekorden.