Når man i dag læser det opslag, Cor Pan lavede på Facebook 17. juli 2014, løber det én koldt ned ad ryggen.

Få minutter før han steg om bord på Malaysia Airlines Flight 17, lagde den hollandske mand et billede og en kort tekst på det sociale medie, hvor han på skræmmende vis - og helt uden at vide det - kom til at forudsige katastrofen.

Det var en dag som alle andre i lufthavnen den dag i Amsterdam, hvor passagerer fra hele verden hastede af sted med pas og pakkenelliker for at nå deres fly.

Kalenderen viste 17. juli, og Cor Pan var på vej på ferie i Kuala Lumpur med sin kæreste, Neeltje Tol.

En ung hollandsk mand kom med et galgenhumoristiske opslag på Facebook til at forudsige tragedien på MH17. (Arkivfoto)
En ung hollandsk mand kom med et galgenhumoristiske opslag på Facebook til at forudsige tragedien på MH17. (Arkivfoto) Foto: AZHAR RAHIM
Vis mere

Intet i Schiphol lufthavnen tydede på, at netop denne dag ville gå over i historien som en af de mest tragiske for luftfarten.

Få måneder forinden - nærmere bestemt 8. marts samme år - var et fly fra Malaysia Airlines forsvundet over Det Indiske Ocean.

Der var stadig ingen, der anede, hvad der var sket på den skæbnesvangre flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing, og det var sikkert med det flymysterium i bagtankerne, at Cor Pan kort før afgang greb sin mobil og tog et billede.

Lige før det unge par steg om bord på MH17, lagde Cor et foto af flyet på Facebook, som han havde taget gennem vinduet i terminalen, skriver australske news.com.au.

Med en god portion galgenhumor skrev han i opslaget:

'Hvis dette fly forsvinder, så ser det sådan ud.'

Få timer senere - da flyet var i ukrainsk luftrum - blev det skudt ned af et Buk-missil.

Alle 298 mennesker om bord blev dræbt. Af dem var 192 hollændere.

Foto: ALYONA ZYKINA
Vis mere

De seneste fem år har en haverigruppe efterforsket nedskydningen af flyet og forsøgt at placere et ansvar for tragedien.

Forleden fremlagde en hollandsk-ledet ekspertgruppe navnene på fire mistænkte i sagen.

Tre russere og en ukrainer er blevet sigtet for at have de mange uskyldige dødsfald på samvittigheden.

Det drejer sig om Igor Girkin, Sergej Dubinskij og Oleg Pulatov samt ukraineren Leonid Khartjenko.

Igor Girkin, Sergey Dubinskiy, Oleg Pulatov og Leonid Kharchenko.
Igor Girkin, Sergey Dubinskiy, Oleg Pulatov og Leonid Kharchenko. Foto: EVA PLEVIER
Vis mere

Tilbage står stadig at få retsforfulgt de ansvarlige. Ligesom det stadig er uklart, om flyet blev skudt ned på grund af spændinger mellem Rusland og Ukraine. En af de mistænkte afviser, at prorussiske separatister udførte angrebet.

»Jeg kan kun sige, at det ikke var oprørerne i Ukraine, som skød Boeing-flyet ned,« siger Igor Strelkov, der også er kendt som Igor Girkin.

Efterforskningen er blevet udført af et hold efterforskere og anklagere fra Holland, Malaysia, Australien, Belgien og Ukraine. Efterforskerne siger, at der var en direkte kommandolinje mellem de ukrainske oprørere og Rusland.

Rusland afviser, at landet var involveret i nedskydningen af passagerflyet. Fra russisk side hedder det, at raketten kan være blevet affyret af Ukraines militær.