Var millimeter fra døden på Ryanair-fly: 'Et mareridt, jeg ikke kan beskrive med ord'
Ljubisa Karović og hans hustru skulle 10. juli fra Thessaloniki i Grækenland til Memmingen i Tyskland. Men så langt kom de aldrig.

Ljubisa Karović og hans hustru skulle 10. juli fra Thessaloniki i Grækenland til Memmingen i Tyskland. Men så langt kom de aldrig.

I seks kilometers højde og med en hastighed på 370 km/t. var Ljubisa Karović millimeter fra at dø på et Ryanair-fly.
Pludselig blev ruden knust af en defekt motordel, trykket faldt, og den 61-årige serbiske mand blev delvist suget ud af vinduet.
Takket være hustruen og to medpassagerer, der holdt fast i hans ben, overlevede han, men oplevelsen har sat sig i ham for altid.
»Så snart jeg lukker øjnene, dukker billederne fra det mareridt, jeg oplevede, op. De få minutter er simpelthen et mareridt, som jeg ikke kan beskrive med ord,« siger Ljubisa Karović til Bild ifølge The Sun.
»Jeg overvejer aldrig at tage et fly igen. Hver gang jeg hører et fly, bliver jeg stresset og får feber.«
Som følge af ulykken bærer den serbiske familiefar en nakkestøtte, mens han har forbrændinger på ryggen og den ene hånd.

Men det er især psyken, der har fået ar for livet, fortæller han.
»Psykisk har jeg ramt bunden. Det påvirker både mit arbejde og min familie. Det er en fuldstændig omvæltning af mit liv.«
»Jeg kan slet ikke koncentrere mig. Jeg kan ikke holde opmærksomhed på noget som helst. Det betyder, at jeg simpelthen ikke fungerer ordentligt.«
Ljubisa Karović husker, at han sov, da ulykken indtraf.
»Efter et stykke tid blev jeg vækket af et kæmpe brag, som om det var en bombe. Jeg var kun ved bevidsthed et øjeblik og kan ikke huske resten.«
»Jeg var dækket af blod. Der dryppede blod fra mit ansigt og mine hænder.«
Ljubisa Karović' hustru, Svetlana Grković, har tidligere fortalt om ulykken, da hendes mand på daværende tidspunkt ikke var i stand til at tale.
»Tre af os trak ham tilbage indenfor. Iltmaskerne faldt ned, og der udbrød kaos.«
»De satte en kuffert op mod vinduet, men den blev suget ud,« sagde hun i den forbindelse.
Ljubisa Karović havde sikkerhedsselen på, da vinduet gik i stykker, og det har sandsynligvis været med til at redde hans liv.
