I løbet af juledagene lykkedes det flere personer at bryde ind i en tysk bank og stjæle kontanter, guld og smykker til en værdi af 30 millioner euro - svarende til omkring 224 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Røveriet skete i byen Gelsenkirchen, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen.

Ifølge politiet formåede personerne at bore sig frem til et boksrum - tilhørende en Sparkasse-bank - fra et parkeringshus.

Rummet befinder sig under jorden, og ifølge banken skete indbruddet i juleferien. Og det gik ud over 95 procent af de i alt 3250 bankbokse.

Tyske virksomheder var lukket torsdag og fredag i sidste uge, og efterforskerne mistænker, at personerne muligvis har tilbragt ferien og weekenden indenfor og brudt boksene op.

De ukendte gerningsmænd er fortsat på fri fod.

Opdateres... 

/ritzau/