Delstaten Florida er normalt mest kendt for at huse Donald Trump, Miami og memet 'Florida Man'.

Men nu trækker en endnu ukendt beboer i delstaten overskrifter i de landsdækkende, amerikanske medier – og hermed også danske medier.

Ifølge lottospillet Mega Millions er der nemlig fundet én vinder af den enorme pengepulje, der har hobet sig op.

Og personen behøver næppe arbejde igen, da det er den største gevinst i Mega Millions historie:

10.730.570.000. 10,7 milliarder danske kroner.

Det skriver NBC News.

Den rekordsættende jackpot har været flere måneder undervejs, da den seneste jackpot blev vundet i april. Og når ingen vinder jackpot, stiger beløbet.

Den heldige vinder får med de 10,7 milliarder kroner – eller 1,58 milliarder dollar – en tæt tredjeplads over de største lottogevinster i USA's historie, efter vindere i 2022 og 2016.

Oddsene for at vinde denne omgang Mega Millions var 1 til 302.575.350.