Selv om der er våbenhvile i Gaza, venter der en række udfordringer videre frem i det krigshærgede område.

Sådan lyder det fra den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, under et fælles pressemøde med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, onsdag i Jerusalem.

- Vi har en meget, meget hård opgave foran os, hvilket er at afvæbne Hamas, genopbygge Gaza, gøre livet bedre for Gazas folk, men også sikre, at Hamas ikke længere er en trussel for vores venner i Israel, siger Vance.

Vicepræsidenten befinder sig i Israel for at sikre sig støtte til den plan om våbenhvile og tiden efter krigen, som USA's præsident, Donald Trump, har fremlagt og opnået støtte fra parterne til.

Men der er fortsat store uvisheder om de nærmere detaljer i de senere faser af planen, som endnu ikke er trådt i kraft.

I løbet af weekenden kom våbenhvilen under pres med en opblussen af kamphandlinger.

Tirsdag opfordrede Vance iagttagere til ikke straks at tro, at våbenhvilen ville bryde sammen, hvis der kom skyderier eller angreb. Han tror på, at der kan opnås fred, lød budskabet.

- Lige nu føler jeg mig optimistisk, sagde Vance.

Våbenhvilen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem Israel og Hamas med nogle få våbenhviler undervejs.

Som led i våbenhvilen er der udarbejdet en amerikansk plan, der sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger og forsøger over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Planen fastslår også, at Hamas ikke må spille en rolle i en fremtidig regering i Gaza og skal afvæbnes.

/ritzau/AFP