En amerikansk delegation vil rejse hjem fra Pakistans hovedstad, Islamabad, uden en aftale med Iran.

Det siger USA's vicepræsident, J.D. Vance, ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde, der afholdes tæt på klokken 07.00 søndag morgen lokal tid.

Vance, der har ledet den amerikanske delegation, siger, at Iran ikke accepterede USA's betingelser.

- Vi kunne ikke nå frem til en situation, hvor iranerne ville acceptere vores betingelser, siger J.D. Vance ifølge det britiske medie BBC.

Vicepræsidenten siger, at forhandlingerne stod på i 21 timer.

Vance fortæller, at den store knast for USA handler om det iranske atomprogram.

- Vi vil se et klart tilsagn fra Iran om, at Iran ikke vil forsøge at få atomvåben, og at de ikke vil arbejde på at få redskaber, der gør det muligt for dem hurtigt at udvikle atomvåben, siger Vance.

Styret i Iran har fastholdt, at man ikke ønsker at udvikle atomvåben, men at landets atomprogram har civile formål.

J.D. Vance siger på pressemødet i Islamabad, at USA vil have, at Iran langt ud i fremtiden forpligter sig til ikke at få atomvåben.

- Det simple spørgsmål for os er, om vi ser en grundlæggende vilje og forpligtelse hos iraner til ikke at udvikle atomvåben. Ikke kun nu, ikke kun om to år, men på lang sigt. Det har vi ikke set endnu, siger han.

Vicepræsidenten tilføjer, at USA har givet den iranske delegation det, som han beskriver som et sidste tilbud.

- Vi må se, om iranerne accepterer det, siger Vance ifølge BBC.

Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, har fungeret som mægler mellem de to parter. Han inviterede i forbindelse med annonceringen af våbenhvilen Iran og USA til fredsforhandlinger i Islamabad.

- At forhandlingerne endte på den måde, skyldes ikke pakistanerne, som gjorde et fantastisk stykke arbejde, siger Vance.

/ritzau/