Vance er landet til forhandlinger i Schweiz
USA's vicepræsident vil have fokus på atomprogram og våbenhvile til forhandlinger i Schweiz.

USA's vicepræsident vil have fokus på atomprogram og våbenhvile til forhandlinger i Schweiz.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, er søndag morgen ankommet til Schweiz til nye forhandlingsmøder med Iran.
Det oplyser en talsperson for vicepræsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Vance venter der "sandsynligvis" et par dages forhandlinger med den iranske delegation, som ankom sent lørdag.
Reuters skriver, at Vance og hans hustru ankom til en militærbase omkring klokken 06.00 søndag morgen dansk tid.
Forhandlinger mellem Iran og USA var oprindeligt planlagt til fredag, men de blev udskudt med kort varsel, skriver nyhedsbureauet AFP.
Inden Vance tog flyet til Europa, fortalte han den fremmødte presse, at han håbede, at der kunne ske fremskridt på atomspørgsmålet og spørgsmålet om en våbenhvile i Libanon.
Fredag blev det annonceret, at der var indgået en våbenhvile mellem Israel og Hizbollah. Men natten til lørdag var der nye israelske angreb i Libanon.
Det israelske militær har efterfølgende oplyst, at man har angrebet mål i det sydlige Libanon som svar på "projektilaffyringer" fra Hizbollah.
De nye israelske angreb fik lørdag Iran til at annoncere, at landet ville lukke Hormuzstrædet.
USA har efterfølgende afvist, at strædet, som er vigtigt for transport af olie og gas, er blevet lukket.
Det er en uge siden, at Iran og USA meddelte, at man var blevet enige om et forståelsespapir, som skulle bane vejen for, at krigen mellem de to lande kunne blive afsluttet.
Ifølge AFP er det forventningen, at søndagens møder skal markere starten på en forhandlingsperiode på 60 dage, hvor USA og Iran skal tale om de ting, som man ikke er nået til enighed om i forståelsespapiret.
Det gælder blandt andet Irans atomprogram.
Til møderne i Schweiz deltager også Jared Kushner og Steve Witkoff på den amerikanske side.
Iranske statsmedier rapporterede lørdag, at den iranske delegation inkluderer landets udenrigsminister, Abbas Araghchi, og parlamentsformand Mohammad Bagher Ghalibaf.
Også Pakistan, som har mæglet mellem USA og Iran, har sendt en delegation til Schweiz. Her deltager landets premierminister og hærchef i forhandlingerne.
/ritzau/