'En total katastrofe,' sådan lyder ordene fra partileder i det svenske parti Kristendemokraterne, Ebba Busch.

Kritikken retter hun mod Venstrepartiet på X ifølge svenske Aftonbladet. 

Baggrunden er ifølge mediet den valgsvindelsag, der i øjeblikket fylder i Sverige. 

Sagen drejer sig om den 30-årige politiker fra Venstrepartiet Mohamed Abdukardir Ali, der ved det svenske parlamentsvalg blev valgt ind med 648 personlige stemmer. 

Men nu efterforsker svensk politi en sag om mistanke om stemmesnyd og valgsvindel.

Der skulle ifølge SVT være indgivet en anonym anmeldelse om valgsvindel i Dalarna. Ifølge mediet skulle der være gjort observationer, hvor folk skulle have sendt Venstrepartiets stemmesedler rundt, hvor en kandidats navn allerede var streget over. 

Mohamed Abdukardir Ali har taget en pause fra Riksdagen og er i øvrigt ikke officielt mistænkt i efterforskningen. 

Men nu retter den kristendemokratiske formand altså hård kritik mod Venstrepartiets håndtering af sagen. 

»Det er alvorligt, at et parti, der er valgt til den svenske rigsdag, vælger at tage beskyldningerne så let,« siger Ebba Busch ifølge mediet i X-videoen. 

Tidligere har Venstrepartiets formand, Nooshi Dadgostar, udtalt, at hun finder beskyldningerne »meget alvorlige.«

Mohamed Abdukardir Ali har overfor flere svenske medier benægtet fuldkomment, at han skulle have været involveret i valgsvindel. 

»Det er fuldstændig, fuldstændig forkert. Jeg har ikke gjort det. Jeg kender loven. Jeg har fået tillid i alle distrikter i Dalarna. Og det er ikke noget, jeg kan gøre, en så alvorlig forbrydelse, imod svensk lov,« har han tidligere sagt til SVT.