EU-kandidatlandet Moldova afholder søndag valg, hvor Rusland er blevet anklaget for at blande sig.

Søndag morgen er valgstederne åbnet for vælgerne i Moldova.

Det sker som led i et parlamentsvalg, hvor landets regering og EU har beskyldt Rusland for at blande sig.

Ved valget er præsident Maia Sandu og hendes EU-venlige parti, Parti for Handling og Solidaritet (PAS), oppe imod en fløj, der støtter Rusland.

Moldovas regering har beskyldt oppositionen for at hente hjælp i form af russisk propaganda og manipulation.

Rusland har afvist beskyldningerne, mens Moldovas pro-russiske opposition til gengæld har beskyldt PAS for planlægning af svindel.

Ifølge AFP åbnede valgstederne klokken 06.00 søndag morgen dansk tid.

Valgresultaterne ventes søndag aften.

Forud for valget har de fleste meningsmålinger vist en føring til PAS. Men ifølge analytikere er det langt fra givet på forhånd, hvem der vinder.

Moldova er ligesom nabolandet Ukraine, der er i krig med Rusland, kandidatland til at blive optaget i EU.

Opdateres...

/ritzau/