I virkeligheden er det et såkaldt 'down year', når det kommer til valg i USA.
Alligevel er der tre snarlige valg, som kan få indflydelse på landets fremtid – og sende nogle voldsomme signaler til Donald Trump.
De tre valg finder alle sted på den amerikanske østkyst 4. november 2025.
Endda ret nær hinanden.
Alligevel er de tre valg i henholdsvis Virginia, New Jersey og New York City helt forskellige.
Alle byder de dog på dramaer, der kan komme til at stjæle overskrifter i de kommende uger. Her er, hvad du skal vide om de tre valg:
Virginia
Her er der tale om et valg til delstatens guvernørpalæ.
Netop Virginia var tidligere en rød republikansk delstat. Men da Barack Obama trådte ind på scenen i 2008, ændrede det sig.
Siden har delstatens borgere udelukkende stemt på demokratiske præsidentkandidater. Ofte med en stor margin.
Derfor burde den demokratiske guvernørkandidat Abigail Spanberger have en god mulighed for at blive delstatens næste guvernør, når republikanske Glenn Youngkins fire år ved magten er ovre.

De fleste meningsmålinger synes da også at indikere, at Spanberger kommer til at slå den republikanske modstander, Winsome Earle-Sears.
Men på det seneste har flere målinger vist et noget tættere løb, end demokrater håber på. Således har Earle-Sears i et par målinger været kun et par procentpoint fra sin modstander inden valget 4. november.
Det vil være en sand katastrofe for det demokratiske parti, hvis ikke de vinder guvernørposten i Virginia.
Et drama er under opsejling.

New Jersey
Sidste gang, delstaten New Jersey stemte på en republikansk kandidat til et præsidentvalg, var i 1988.
Og kun en af de seneste seks guvernører i delstaten har været republikansk.
Derfor kan der være en gedigen overraskelse undervejs i den blå delstat.
Lige nu fører den demokratiske guvernørkandidat Mikie Sherrill i de fleste målinger over den republikanske modstander, Jack Ciattarelli.

Men den føring er stødt og roligt skrumpet ind.
Nu anses det ikke længere for at være en sikker demokratisk sejr. Det har naturligvis fået republikanerne til at lugte blod.
Samtidig forsøger demokraterne desperat at redde det, der skulle have været en nem sejr.
Alt synes stadig muligt inden valgdagen 4. november.

New York City
Det sidste af de helt store valg 4. november 2025 er i USAs største by, New York, hvor der skal findes en ny borgmester efter demokraten Eric Adams.
Netop Adams havde ellers været et oplagt bud, men det har en føderal efterforskning af borgmesteren sat en effektiv stopper for.
I stedet er den 34-årige muslimske socialist Zohran Mamdani stormet ind på scenen og ligner en kommende borgmester.
Det er dog ikke uden drama.

For det første har Mamdanis opposition til Israel trukket overskrifter. Det samme har dele af hans socialistiske politik.
Og derfor har han haft svært ved at samle opbakning internt i sit eget parti. Mange store demokratiske navne har i stedet kastet deres tillid til den uafhængige modkandidat Andrew Cuomo.
Han er dog et kontroversielt navn, da han som demokratisk guvernør i delstaten New York blev beskyldt for at stå bag en lang række overgreb mod kvinder. Noget, der kostede ham jobbet.
Skal man tro meningsmålingerne, så har Cuomo langt op, hvis han skal indhente Mamdani. Der er dog et spinkelt håb.

Det går på, at den republikanske kandidat, Curtis Silwa, trækker sig og dermed sender mange vælgere mod Cuomo.
Selvom det ikke for alvor er et valgår i USA, så kan 4. november ende med at blive et historisk drama.

