Med en halv time tilbage at stemme i havde 77,8 procent af de 7,53 millioner vælgere stemt ved parlamentsvalget i Ungarn klokken 18.30.
Det skriver Reuters.
Valgstederne lukkede klokken 19.00, og nu afventer man derfor de endelige procenter for valgdeltagelsen.
Ved valget i 2022 havde 67,8 procent stemt på samme tidspunkt.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at der er tale om en rekord.
Den hidtidige rekord er ifølge nyhedsbureauet fra 2002 og lyder på 70,5 procent.
En af dem, der har stemt ved søndagens valg, er 62-årige Eszter Szatmári.
Hun ser på valget som en af de sidste muligheder for at få "noget, der ligner demokrati i Ungarn".
- Vi er alle nødt til at gøre en reel indsats for at vise verden, at vi ikke er dem, folk de seneste fem til ti år har troet, vi er, siger hun til nyhedsbureauet AP.
Landets premierminister, Viktor Orbán fra partiet Fidesz, der har siddet på magten i landet siden 2010, forsøger at blive genvalgt.
Han udfordres af Peter Magyar fra centrum-højre partiet Tisza, der har haft medvind i meningsmålingerne.
Meningsmålinger over de sidste par uger har vist, at Orbáns parti, Fidesz, halter efter Tisza med mellem syv og ni procentpoint.
Tisza står i den seneste måling til mellem 38 og 41 procent af stemmerne.
Både Peter Magyar og Viktor Orbán har afgivet deres stemmer tidligere på dagen.
Det skete for begges vedkommende på valgsteder i hovedstaden, Budapest.
I den forbindelse sagde Peter Magyar, at ungarerne vil skrive historie, når de vælger "mellem øst og vest" i søndagens valg, skrev Reuters.
Han tilføjede, at enhver stemme tæller ved søndagens valg.
Magyar opfordrede desuden borgere til at anmelde alle uregelmæssigheder, de måtte opleve, når de stemmer, og tilføjede, at "valgsvindel er en meget alvorlig forbrydelse".
Mange EU-lande har kritiseret Orbán, der har et tæt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og er tæt allieret med USA's præsident, Donald Trump.
EU-landene mener, at Orbán har stået for en erodering af Ungarns demokratiske styre, mediernes frihed og minoritetsrettigheder.
Trump-administrationen har desuden offentligt støttet Orbán.
Det kulminerede med et besøg fra USA's vicepræsident, J.D. Vance, tidligere på ugen.
/ritzau/
