En russisk fregat beskød i september en dansk militærhelikopter med signalblus i en situation, som nåede helt op på højeste niveau herhjemme.

Nu har russisk tv for første gang offentliggjort billeder, der skal vise dele af hændelsen.

På billederne fra den statsstyrede russiske tv-station Rusland 1 kan man se et indslag om selve hændelsen, hvor en dansk Fennec-militærhelikopter fløj tæt på den russiske fregat 'Soobrazitelny' syd for Gedser.

I indslaget beskrives det fra russisk side, at »danskerne forsøgte demonstrativt at fotodokumentere korvetten fra allernærmeste hold og trængte derved ind i skibets sikkerhedszone«.

Og det beskrives videre:

»Chefen for 'Soobrazitelny' gav vagthavende officer ordre til at få helikopterpiloterne til at komme til fornuft – ved hjælp af signalraketter.«

Her er et billede af danske Fennec-helikopter, som en russisk tv-station har bragt. Russia 1

I indslaget ser man også billeder af det, der skal være den danske Fennec-helikopter, som svæver over den russiske fregat.

Og man ser stilbilleder af det, der skal være en dansk soldat ombord på helikopteren, som er i gang med at fotografere.

I indslaget interviewes en russisk sømand, som skal have været til stede.

»Der blev trukket i snoren, og et fyrværkeri fløj afsted mod den. Efter afskydningen af det andet signal besluttede helikopteren sig for at trække sig væk fra os,« siger sømanden, hvortil spørgsmålet lyder fra journalisten:

»Så den stak af?«

»Lige præcis, den stak af.«

Den danske forsvarsminister, Jeppe Bruus (S), har tidligere forklaret, at der ingen kommunikation var mellem den russiske fregat og den danske helikopter forud for angrebet. 

Men den udlægning er det russiske militær uenig i.

For i indslaget kan man høre, hvordan man fra russisk side mener at have påberåbt den den danske militærhelikopter, men ikke fik svar.

»Nu er korvetten ('Soobrazitelny', red.) en af de mest berømte i Østersøflåden. Den blev en 'Østersø-stjerne', efter den satte skik på besætningen på en dansk helikopter, som svævede over skibets overbygninger og ikke svarede på de russiske søfolks radioråb,« lyder det.

Og så konkluderes det, at 'Soobrazitelny' levede op til sit navn, der på russisk betyder 'Den snarrådige'.

Efter hændelsen kaldte Jeppe Bruus sagen for 'alvorlig', og den blev betragtet som endnu et bevis på Ruslands hybridkrig mod Europa.

Samtidig blev den russiske ambassadør til Danmark indkaldt til samtale.

Fra russisk side har man anset sagen for at være en trussel fra dansk side. Kaptajnen på fregatten er siden blevet hædret med en medalje.

B.T. har bedt Forsvaret om en kommentar til de nye billeder. Det arbejder de i skrivende stund på, lyder det.