»Barren ligger lavt, og på en eller anden måde har han formået at krybe under selv den laveste standard for anstændighed i dette land.«

En helt særlig reklame, som den republikanske politiker Vivek Ramaswamy har frigivet før midtvejsvalget, har vakt enorm opsigt. Og vrede. Både fra demokratiske modstandere og fra egne rækker.

Citatet øverst i denne artikel kommer eksempelvis fra det republikanske kongresmedlem Nancy Mace, som langer kraftigt ud:

»Denne reklame vil gå over i historien som den mest skammelige, modbydelige og stødende reklame i denne valgkamp,« sagde hun onsdag ifølge The Hill i et interview med CNN.

Selve reklamen begyndte mandag at blive delt på de sociale medier i den amerikanske delstat Ohio, hvor Vivek Ramaswamy stiller op til guvernørvalget over for demokraten Amy Acton.

I videoen ser man Amy Actons mor dukke frem.

Amy Acton stiller op som Demokraternes kandidat til guvernørvalget i Ohio. Foto: Jeff Swensen/AFP/Ritzau Scanpix

Moderen, Donna Arthur, anklager derefter sin datter for at lyve om sin barndom og opfordrer indbyggerne i Ohio til ikke at stemme på hende.

»Hun lyver om sin fortid. Hun har løjet hele sit liv,« hævder hun blandt andet.

På intet tidspunkt i videoen bliver det dog nævnt, hvorfor forholdet mellem Amy Acton og hendes mor – mildest talt – er anstrengt og ikke-eksisterende.

For den del udspringer af, at Donna Arthurs ægtemand har været anholdt og sigtet for at have voldtaget Amy Acton, da hun var barn.

Ifølge BBC blev den demokratiske politiker og hendes bror fjernet fra deres mors varetægt, da deres stedfar, Cledith Arthur, blev anholdt og sigtet i sagen i 1978.

Det var samtidig sidste gang, Amy Acton talte med sin mor, har hun efterfølgende fortalt.

Stedfaderen blev dog aldrig dømt i sagen, da han sammen med sin hustru – Donna Arthur – flygtede fra Ohio. 

Moderen blev ved hans side frem til hans død i 2004.

Her ses Nancy Mace, der er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus i delstaten South Carolina. Foto: Kevin Dietsch/AFP/Ritzau Scanpix

Til at begynde med fremgik det heller ikke, hvem der stod bag reklamen, da den begyndte at rulle.

Men tirsdag bekræftede Vivek Ramaswamys kampagnekontor, at de stod bag, og at de har betalt millioner af dollar for at få den spredt i delstaten.

Siden har reklamen fået massiv kritik.

Ikke kun fra Amy Acton selv og hendes bror, som har taget afstand til moderens anklager – men også fra både politiske modstandere og partifæller. 

En af dem, der i særlig grad er rasende, er Nancy Mace.

»Jeg er helt ude af mig selv. Jeg var en rigtig stor fan af Vivek Ramaswamy. Men det her var simpelthen dybt stødende, og jeg kan slet ikke tro, at det her er, hvad der går for at være anstændigt i denne valgkamp. Jeg er lamslået,« siger hun ifølge The Hill til CNN.

Den republikanske senator John Husted fra Ohio, der stiller op til genvalg, har til AP desuden udtalt, at han »ikke ville have kørt den reklame«, og republikaneren Lydia Mihalik, der er medlem af Ohio-guvernør Mike DeWines kabinet, har ligeledes taget afstand, skriver magasinet Time:

»Jeg behøver ikke at være enig i Amy Actons politiske holdninger for at mene, at det er forkert at udnytte en persons barndomstraumer.«

Den republikanske konsulent Mike Murphy, der var en del af John McCains indercirkel under hans præsidentkampagne i 2000, kritiserer også reklamen i stærke vendinger.

»Denne reklame fra Ramaswamy i Ohio ligner i stigende grad politisk selvmord…,« skriver han på X, hvor han blandt andet henviser til, at »de fleste vælgere ikke bryder sig om den slags angreb«:

»Jo mere man lærer om Actons forfærdelige oplevelse, desto mere føler man med hende – og desto mere fremstår Ramaswamy som en gennemført ussel type,« skriver han videre.

Selv har Vivek Ramaswamy forsvaret reklamen, skriver CBS News.

Vivek Ramaswamy ses her med Donald Trump den 12. oktober.  Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

»Alle dem, der ser ud til at kende hende (Amy Acton, red.) bedst… har opfordret vælgerne til ikke at stemme på hende, men derimod på mig,« har han udtalt.

En talsmand for Ramaswamy, Connie Luck, har desuden udtalt følgende:

»Vi ved ikke, hvad der skete mellem Amy og hendes mor – der første gang udtalte sig om Amy i 2020 – men vi ved, at Amy Acton er en person, der gentagne gange digter historier sammen, og at hun har alvorlige problemer med sandheden. Det er noget, offentligheden bør være opmærksom på, før de beslutter, hvem de vil betro posten som guvernør.«

Det amerikanske præsidentvalg finder sted den 3. november.