På engelsk lyder en talemåde: Beggers can’t be choosers. Og man må sige, at vi i Europa lige nu står med hatten i hånden.

Under fem procent af EUs befolkning er vaccineret mod covid-19, og flere steder frygter man, at nye smittebølger er på vej. Alligevel holder borgerne i flere europæiske lande sig ikke for gode til at fravælge vacciner, der ikke falder i deres smag.

Op mod 1,4 millioner AstraZeneca-vacciner ligger ubrugte hen i Tyskland.

»Vi arbejder hårdt på at få folk overtalt til, at de skal gøre brug af vaccinerne. Det handler om at genopbygge titroen til vaccinen i befolkningen,« sagde Thomas Mertens, formand for Tysklands vaccinekommission, til BBC fredag.

Udtalelsen kom, efter at Tysklands kansler, Angela Merkel, havde skabt internationale overskrifter ved over for Frankfurter Algemeine at erklære, at hun ikke ville tage AstraZeneca-vaccinen, da hun er over 65 år gammel.

Den mistro, der er skabt, har både tyske politikere og medier skyld i, og den truer nu med at forpurre Tysklands covid-19-indsats.

Tilbage i januar skrev den tyske avis Handelsblatt, at AstraZeneca vaccinen kun har otte procents effektivitet.

»AstraZenecas vaccine virker ikke på seniorer. Et tilbageslag for regeringens planer,« skrev avisen.

Handelsblatt anvendte en anonym kilde fra centraladministrationen og tjekkede ikke selv efter, om udsagnet passede. Det gjorde det så absolut ikke, men Handelblatt ville ikke trække deres historie tilbage.

Det blev begyndelsen til et bizart forløb, hvor europæiske regeringer tog afstand til vaccinen, på trods af at både WHO og EUs eget sundhedsagentur, EMA, godkendte den uden nogen øvre aldersgrænse.

»Vi forventer lige god beskyttelse blandt både unge og gamle. Der er ingen grund til at antage, at reaktionen skulle være anderledes blandt ældre,« sagde Bruno Sepedes, viceformand for EMA, ved den lejlighed

Alligevel indførte EUs medlemslande aldersrestriktioner. Først var Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ude med en besynderlig melding:

»AstraZeneca-vaccinen er mere eller mindre ubrugelig,« sagde han til journalister, kort før EMA godkendte den. Siden indførte en række lande inklusive Frankrig, Tyskland og Danmark regler for, at vaccinen ikke skal bruges på personer over 65.

»Sundhedsstyrelsen har dog vurderet (i lighed med myndighederne i en række andre lande) vurderet, at vaccinen fortrinsvis bør prioriteres til personer under 65 år, indtil der foreligger flere data for effekt blandt ældre,« lød en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut 8. februar.

Britiske eksperter have meget svært ved at forstå beslutningen.

»Valget om ikke at give AstraZeneca til dem over 65 ville kunne forsvares, hvis der var bevis for, at ældre menneskers immunforsvar var svagere i denne forbindelse. Det er der ikke. Hvis der var oceaner af anden vaccine til rådighed, så er beslutningen måske o.k. Men det er ikke,« sagde Storbritanniens tidligere vaccinechef David Salisbury til B.T.

Der var ikke masser af anden vaccine, og det er der stadig ikke. Europa sukker efter vaccine, men alligevel ligger der bunker af ubrugt godkendt AstraZeneca overalt på kontinentet.

Italien har modtaget 500.000 doser, men har kun brugt 95.000. Belgien har modtaget 200.000 og har brugt under 10.000. Østrig, som står på randen af en tredje bølge, har modtaget 155.000 doser, men kun brugt 40.000.

Ved det virtuelle EU-topmøde torsdag aften gav næsten samtlige ledere udtryk for frustration med tingenes tilstand.

»I Storbritannien har man allerede vaccineret over en fjerdedel af befolkningen. I EU-landene er det kun omkring fire procent, der er vaccineret. Vi europæere er milevidt fra lande, vi normalt sammenligner os med, når det gælder vaccineudrulningen,« sagde Mette Frederiksen.

Hun tilbød også, at Danmark gerne vil aftage de ubrugte tyske vacciner.

Men på trods af løfter om at udbygge fremtidig kapacitet ved at opføre fabrikker samt på andre måder at fremskynde vaccineproduktionen, så vil det ikke hjælpe på den vanskelige situation, EU-landene befinder sig i lige nu. Storbritannien indgik allerede for et halvt år siden aftaler med diverse vaccineproducenter, der vil sikre en støt leverance til de britiske øer.

Helt aparte kan situationen virke, når man tænker på, at der ligger flere millioner ubrugte vacciner, hvis eneste forbrydelse synes at være, at de er af et mærke, som europæiske politikere ikke bryder sig om.