Der kommer nu kritik fra den amerikanske våbenlobby i retning af præsident Donald Trumps lejr, efter hans grænsebetjente i weekenden skød og dræbte en civil borger.
Ovenpå drabet af demonstranten Alex Pretti, som lørdag blev overmandet af seks grænsebetjente i Minneapolis og skudt i ryggen, har Trump-lejren forsøgt at påstå, at den 37-årige sygeplejerske havde en pistol på sig.
»Hvis du nærmer dig politiet med en pistol, er der stor sandsynlighed for, at de har lovlig ret til at skyde dig. Du skal ikke gøre det,« har den Trump-udpegede statsanklager Bill Essayli sagt ifølge Sky News.
Den udtalelser fordømmer våbenlobby-organisationen National Rifle Association (NRA). Den er »farlig og forkert,« lyder det i en udtalelse, som mediet har set.
»Ansvarlige offentlige stemmer bør afvente en fuld efterforskning, ikke lave generaliseringer og dæmonisere lovlydige borgere.«
Det er anden gang inden for en måned, at Trumps grænsebetjente skyder en civil i Minneapolis, efter præsidenten har sendt dem ud i gadebilledet for at udføre en hårdhændet indsats mod landets immigranter.
Begge gange har det vakt stort oprør i offentligheden, hvor flere allerede er stærkt kritiske over betjentene.
I begge tilfælde har der også været stor uenighed om, hvorvidt betjentene dræbte ofrene i nødværge.
Kommentator og USA-ekspert Marie Simonsen har til Dagbladet sagt, at lørdagens skuddrab ligner en »ren henrettelse« og spår, at situationen kan blive farlig for Trump.
Følg udviklingen på den storpolitiske scene i B.T.s LIVE-blog lige her.

