Efter 16 måneders brutal krig mellem Israel og Hamas ligner det, at konflikten snart når sin ende. 

Våbenhvileforhandlinger er brudt sammen flere gange, men denne gang lader det til, at aftalen kan få lov at slå rødder. Og det er der én altafgørende årsag til, hvis man spørger B.T.s mellemøstkorrespondent. 

»Hele forskellen er Trump,« forklarer Jotam Confino. 

»Han har sagt, at der skal ligge en aftale klar på bordet, når han overtager styringen i Det Hvide Hus. Noget tyder på, at Israel ved, at de ikke kan blive ved med at insistere på alle mulige ting, de ikke kan få opfyldt.« 

For aftalen, som Jotam Confino erfarer lander i denne uge, ligner utrolig meget den, der allerede lå på forhandlingsbordet i maj, forklarer han. 

»Det er også derfor, at mange familier til de israelske gidsler er rasende, fordi de synes, at de her våbenhvileforhandlinger har været ét stort spil,« siger Jotam Confino. 

Et af de helt store stridspunkter i forhandlingerne har været spørgsmålet om, hvornår Israel skulle trække sig helt ud af Gazastriben.

For hvor Hamas har krævet, at Israel trækker sig omgående, har Israel selv stået fast på, at man ikke vil forlade Gaza, før alle gidsler er frigivet, fortæller Jotam Confino: 

»Nu ligner det, at de er nået frem til et kompromis om, at Israel først trækker sig, når alle gidsler er tilbage. Til gengæld bliver flere palæstinensiske fanger frigivet, og der kommer humanitær hjælp ind i Gaza.«

Jotam Confino understreger dog, at fundamentet for aftalen er skrøbeligt, og at aftalen derfor dag for dag vil blive testet af begge parter. 

»De civile i Gaza kan ikke vide sig sikre på, at krigen er slut, før gidslerne endegyldigt er tilbage,« siger han. 

Ifølge mellemøstkorrespondenten kan våbenhvileaftalen lande når som helst, og USA 'håber og regner' med, at det sker i denne uge.

»Vi har været i denne her situation før, men der er en fornemmelse af, at det er mere seriøst denne gang. Alle sidder på nåle lige nu,« siger Jotam Confino.