En 31-årig hjemløs mand, der i sidste uge overmandede fire tyske politibetjente og stjal deres tjenestevåben, er fredag blevet anholdt efter fem dages intensiv politijagt.
Det oplyser tysk politi ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Politijagten begyndte søndag. Her blev fire politifolk sendt til et sted i en skov nær Oppenau, efter at de havde fået en anmeldelse om en hjemløs mand, der havde slået sig ned i et skur på en ejendom.
Da betjentene fandt ham, samarbejdede han først. Men pludselig trak han en pistol og rettede den mod betjentene.
Han truede derefter betjentene til at aflevere deres tjenestevåben, hvorefter han forsvandt ind i den nærliggende skov.
Det blev startskuddet til en storstilet menneskejagt, hvor omkring 100 politifolk har gennemsøgt området - blandt andet ved hjælp af helikoptere, sporhunde og termiske kameraer.
Da manden blev anholdt fredag, var han i besiddelse af fire skydevåben, oplyser politiet.
Manden er kendt af politiet for andre forbrydelser.
Den tyske anklagemyndighed beskriver manden som en "våbenfanatiker" med stort kendskab til skovens terræn.
I skuret, hvor manden havde slået sig ned, fandt politiet ammunition samt bue og pil.
Manden blev ifølge dpa hjemløs, da han mistede sin lejlighed i Oppenau sidste år.
/ritzau/