B.T. i London: Der skrives verdenshistorie tirsdag på de 50 britiske hospitaler, der bliver de første til at masse-vaccinere med en internationalt godkendt vaccine.
Det er det øjeblik, alle har sukket efter i ni måneder - dagen, hvor vi tager kontrollen tilbage fra coronavirus. 800.000 doser Pfizer-vaccine er klar til at blive taget i brug denne morgen.
»Jeg er lettet over, at vi forhåbentlig er på vej mod at få bugt med denne epidemi, og jeg ser det som en pligt, at min kone og jeg i dag bliver vaccineret. Jeg ved, hvor hårdt alle i sundhedssystemet arbejder, og jeg er glad for at kunne gøre min del,« siger den 87-årige Hari Shukla fra Newcastle, der sammen med sin kone, Ranjan på 83, er blandt de første til at modtage vaccinen.
Borgere over 80, beboere på plejehjem og sundhedspersonalet i frontlinjen, bliver de første til at blive tilbudt de banebrydende stik. Pfizers vaccine er dog så skrøbelig, at den i første omgang næppe kommer til at gavne de fleste ældre på plejehjem. Vaccinen, der skal opbevares ved minus 70 grader celcius, tåler simpelthen ikke yderligere transport.
Vestlige lande inklusive Danmark, der forventes at påbegynde brugen af samme vaccine indenfor en måned, vil følge nøje med i, hvordan udrulningen de næste uger kommer til at forløbe.
Militæret er blevet bedt om at hjælpe til, og fra mandag i næste uge vil en række særlige felthospitaler blive taget i brug, ligesom hold af læger vil besøge plejehjem med tilbud om vaccination. De britiske myndigheder regner med, at alle sårbare er vaccineret før februar. Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, er ikke i tvivl om betydningen af denne dag:
»Det her er begyndelsen på enden af denne epidemi, det er jeg helt overbevist om,« fortalte Hancock til BBC mandag aften.
Men der er også kritiske røster særligt i videnskabelige kredse, hvor nogle frygter, at man har haft for travlt, og at der kan vise sig endnu ukendte langtids-bivirkninger af Pfizers vaccine, der er en helt ny og banebrydende såkaldt mRNA type.
»Der er bekymring blandt mange læger for, hvordan vaccinen vil virke på de svageste, og vi ved for eksempel ikke, om man bør give den til dem, der allerede har haft covid. Der er mange uvisser – måske for mange,« fortalte klinisk professor Allyson Pollock til BBC Newsnight mandag aften.
Pfizer-vaccinen har dog en imponerende, formodet effektivitet på over 90 procent – til sammenligning har en influenzavaccine sjældent over 60 procent effektivitet. Briterne forventer at have udrullet fire millioner doser før jul, og der er yderligere 35 millioner doser på vej.
Derudover forventes de britiske myndigheder at godkende en vaccine udviklet på Oxford University og fremstillet af AstraZeneca inden for få dage eller uger, og når det sker, vil udrulningen for alvor tage fart. Der er bestilt 100 millioner doser af Oxford-vaccinen, der allerede er i produktion.
Det er fortsat uvist, hvor mange briter der vil tage imod tilbuddet om gratis vaccination. En rundspørge udført af YouGov viser, at kun to tredjedele regner med at sige ja til vaccinen. Eksperter advarer om, at hvis der er for mange, der siger nej, så vil det tage længere tid at komme tilbage til en normal tilværelse.