USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, takker læger og sygeplejersker, som - ifølge ham - har givet udtryk for, at de gerne vil bidrage til USA's mission med at sende et hospitalsskib til Grønland.
Landry skriver på X om de sundhedsansattes interesse i projektet.
- Jeg vil gerne takke alle de læger, sygeplejersker og sundhedsudbydere, som har henvendt sig med interesse for at donere medicinske ydelser til denne mission.
- Når vi har alt på plads, vil vi elske at byde velkommen til alle dem, der er interesserede i at hjælpe, skriver Jeff Landry.
Ud over at være udpeget til særlig udsending til Grønland er Jeff Landry guvernør i delstaten Louisiana.
Natten til søndag dansk tid meddelte USA's præsident, Donald Trump, at den amerikanske administration vil sende et hospitalsskib til Grønland.
- Sammen med den fantastiske guvernør i Louisiana, Jeff Landry, vil vi sende et fantastisk hospitalsskib til Grønland for at tage sig af de mange mennesker, der er syge, og som ikke får den nødvendige behandling der.
- Det er på vej!, skrev Trump.
Men planerne om hospitalsskibet fik en lunken modtagelse af både den danske og grønlandske regering.
Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, skrev søndag eftermiddag på Facebook, at "det bliver et nej tak herfra" til USA's hospitalsskib.
Tidligere på dagen sagde forsvarsminister Troels Lund-Poulsen (V) til P1 Morgen, at Danmark ikke er orienteret om, at der skulle være et hospitalsskib på vej til Grønland.
Han understregede derudover, at den grønlandske befolkning får den sundhedsbehandling, den har brug for.
USA's præsident skrev om skibet på det sociale medie Truth Social. Her var hans tekst ledsaget af et et AI-generet billede af et hospitalsskib med påskriften USNS "Mercy".
Et amerikansk hospitalsskib med dette navn findes i virkeligheden og bliver ifølge det maritime medie gCaptain aktuelt vedligeholdt på et værft i den amerikanske delstat Alabama.
/ritzau/